Danske kvinder kan nemt score kæmpebeløb til sig selv

Mange kvinder går glip af flere hundrede tusinde kroner på deres opsparing.

Knap 680.000 kroner. Det er forskellen i det forventede afkast for en lønmodtager, hvis vedkommende sparer op til pension med henholdsvis den højest eller lavest mulige risiko hos landets største pensionsselskab, PFA.

Det viser beregninger, PFA Pension har lavet for TV 2.

Høj risiko på en pension betyder, at en stor del af pensionen er investeret i aktier. Det er især kvinder, der går glip af penge, fordi flere kvinder end mænd vælger en opsparing med en lav andel af aktier og en højere andel af obligationer.

Lav risiko koster 55.000 kroner i gennemsnit

I gennemsnit får kvinderne 55.000 kroner mindre ud af deres opsparing, fordi de vælger at spare op med en lavere risiko end mænd. Det beløb er dog markant højere for mange, påpeger ekspert.

- For mange kvinder betyder det, at de går glip af langt mere end 55.000 kroner. Det kan sagtens betyde en forskel på en halv million kroner på deres samlede opsparing, svarende til 2000 kroner om måneden i deres pensionstilværelse, hvis de sparer op på en livrente, siger Gert Nielsen, partner hos det uvildige rådgiverselskab Bedstpension, der laver analyser af pensionsselskaberne.

Risiko

Høj risiko på en pension betyder, at en stor del af pensionen er investeret i aktier.

Des højere risiko man vælger at tage des flere aktier er der i opsparingen.

Aktier svinger mere end obligationer, mens man sparer op. Har man mange aktier, må opsparingen forventes at svinge mere i værdi, mens du sparer op.

Med mange aktier bliver afkastet højere, viser historien.

Er din pension investeret med lav risiko, er en stor andel af pengene investeret i obligationer. Risikoen for at tabe penge undervejs er lav. Muligheden for at få en stor gevinst er ligeledes lav.

Han genkender billedet af, at især kvinder tager lav risiko på deres opsparing.

- Vores erfaring er, at kvinder er langt mindre risikovillige end mænd, når de sparer op. Det normale råd er, at hvis man er ung, så er det en god ide at tage høj risiko. Jeg ser dog eksempler på, at selvom folk er i 20’erne og 30’erne, så er de helt konservative med deres risiko på deres pensionsopsparing, siger Gert Nielsen.

Det er især en bestemt aldersgruppe af kvinder, der har mulighed for at eje mange aktier i deres opsparing - og score kassen på det.

PFA: Kræver intet ekstra at score 55.000 kroner

Hos PFA Pension peger man på, at kvinderne nemt kan score de ekstra 55.000 kroner til deres opsparing.

- Det er utrolig nemt. Alle bliver spurgt, hvilken risiko de vil have. Det kræver ikke en ekstra indsats, kvinderne skal bare tage stilling til det her, siger forbrugerøkonom hos PFA Pension Carsten Holdum, der anbefaler kvinder at tage en højere risiko.

- Der er ikke noget i vores samfund, der indikerer, at kvinders og mænds risiko skal være forskellig. Vi opfordrer til, at man tager så meget risiko som muligt på pensionen, så man kan høste gevinsten ved at have mange aktier. Får man et dårligt resultat i et enkelt år, har man netop mulighed for at udglatte det i de efterfølgende mange år, siger han og minder om at opsparing til pension er langsigtet.

Beregning

Kvinder får i gennemsnit 55.000 kroner mindre ud af deres pension, viser beregninger PFA har lavet for TV 2.

Beregningerne er lavet med udgangspunkt i en person, der tjener 450.000 kroner gennem hele arbejdslivet uden lønstigninger.

Vedkommende sætter 15 procent af lønnen ind på sin pension.

Opsparingsperioden er 38 år.

Pensionsselskabets erfaringer er, at langt flere kvinder end mænd under kundemøderne giver udtryk for, at sikkerhed for ikke at tabe penge er vigtigt for dem.

- Typisk siger de: 'Jeg ved godt, at afkastet bliver mindre, men sikkerhed er bare meget vigtigt for mig', fortæller Carsten Holdum.

48-årig dyrepasser: Høj risiko skal gøre mig uafhængig

Modsat forholder det sig for 48-årige Susanne Seeger Pedersen. Gennem hele sit arbejdsliv har hun valgt den højest mulige risiko på sin opsparing, og det gør hun stadig.

- Jeg vil gerne være uafhængig, når jeg nærmer mig pensionsalderen. Derfor tager jeg en større risiko for at få en større pension. Jeg har mest haft overskud, selvom opsparingen dykkede under finanskrisen, men jeg har stadig positive afkast på min pension, siger hun og uddyber sin beslutning:

- Min mavefornemmelse siger, at det er det helt rigtige at gøre, når der stadig er 20 år til jeg skal på pension. Hvis jeg ikke gjorde det, ville det være en spildt chance for at få en god opsparing, siger hun.

Susanne Seeger Pedersen har valgt at have så mange aktier i sin pensionsopsparing som muligt. Det har givet overskud, selvom det også betød, at opsparingen blev markant mindre under finanskrisen, fortæller hun.
Susanne Seeger Pedersen har valgt at have så mange aktier i sin pensionsopsparing som muligt. Det har givet overskud, selvom det også betød, at opsparingen blev markant mindre under finanskrisen, fortæller hun. Foto: Privatfoto

Sammenligner med risiko på boliglån

Mens hun selv har taget maksimal risiko på opsparingen, oplever hun, at hendes kvindelige venner og bekendte vælger markant lavere risiko på deres pensioner.

- De er mere forsigtige, og det kan jeg simpelthen ikke forstå. Jeg tror på, det giver noget ekstra i sidste ende at tage risiko. Jeg tror, at med så lang tid til min pension, så skal jeg nok få flere penge ud af det, siger Susanne Seeger Pedersen, der til dagligt arbejder som dyrepasser hos forsøgsdyrene hos Novo Nordisk.

Hun sammenligner den højere risiko, hun tager på sin pension, med den risiko, som mange boligejere tager på deres boliglån ved at tage lån med rentetilpasning.

- Når jeg tager risiko med min pension, er det ligesom når folk gambler med lånene i deres hus, siger hun.

Pension handler i virkeligheden om at have råd til fest og farver senere i livet, lyder det.

Danica: Kvindernes opsparing bliver mindre

Hos Danica Pension genkender kommerciel direktør Lars Ellehave-Andersen billedet af, at kvinderne ender op med mindre opsparinger som følge af at de i gennemsnit er mere forsigtige end mændene, når de sparer op.

Han peger samtidig på, at netop kvinderne har ekstra god grund til at interessere sig for pensionsopsparingen. Kvinder lever nemlig i gennemsnit fire år længere end mænd, og skal dermed leve længere af deres pension.

Desuden trækker kvinder sig i gennemsnit et år tidligere fra arbejdsmarkedet end mænd.

- Hvis der er et stykke op til de forventninger man har til sin pensionsopsparing, er der forskellige muligheder. Én af dem er mere risikovillighed, mens man sparer op. En anden er, at man betaler flere penge ind på opsparingen, siger Lars Ellehave-Andersen.

Der kommer fantastiske opture på aktiemarkedet, og det er dem, der skal sørge for, at du får en god opsparing, siger økonom.