GUIDE: Danskerne glemmer millioner - sådan får du fat i dine gamle feriepenge

Har du husket at få dine gamle feriepenge udbetalt?
Når vi i morgen vender kalenderbladet til 1. maj, går vi samtidig ind i et nyt ferieår. Derfor kan være en god ide at tjekke, om du har fået feriepengene fra forrige år udbetalt inden.
De seneste år har vi danskere nemlig glemt omkring 88 millioner kroner om året i feriepenge - penge vi ikke nødvendigvis ser igen.
Læs nederst, hvordan du tjekker, om du er blandt dem, der har penge til gode.
Derfor glemmer vi millioner
For nogle danskere handler det om ren og skær forglemmelse. Langtidssygemeldinger, barselsorlov eller skiftende jobs er blandt årsagerne til, at vi ikke får afholdt ferie og glemmer vores feriepenge.
I andre tilfælde kan det ikke betale sig for os at hæve vores opsparede kroner. Har vi været heldige at få nyt job med højere løn end tidligere, kan udsigten til ferie - for penge beregnet på en tidligere lønsats - få nogle til at springe ferien over og vælge feriepengene fra. For arbejdsløse er det ligefrem en økonomisk fordel at lade pengene stå.
- En del af de glemte feriepengene stammer fra folk på offentlig forsørgelse, som eksempelvis er blevet fyret. For dem kan det ikke betale sig at få udbetalt feriepengene, da de så bliver trukket fra overførselsindkomsten, forklarer Søren Balslev, områdechef i Feriekontoret i Beskæftigelsesministeriet til TV 2.
Ny lov kan sætte en stopper for glemte penge
Det kan fremover være slut med de glemte millioner. Den danske ferielov er nemlig i strid med lønmodtagernes ret til fire ugers betalt ferie årligt, mener EU-kommissionen. Derfor står loven over for at skulle ændres.
- De 12,5 procent af medarbejdernes løn, som arbejdsgiveren skal indbetale til statens Feriekonto, er et billede på en bureaukratisk og formynderisk tankegang, siger konservatives Rasmus Jarlov til Jyllands-Posten.
Sammen med Liberal Alliance ønsker hans parti, at feriepengene fremover udbetales med månedslønnen.
Her ender vores optjente kroner
For nu skal vi stadig selv huske at få feriepengene udbetalt. Vi har tre år til at gøre krav på dem. Sker det ikke, så er pengene ikke længere vores.
En mindre del af de glemte feriepenge bliver sendt tilbage til staten som kompensation for, at de stammer fra personer på overførselsindkomst.
Størstedelen går dog til Arbejdsmarkedet Feriefond. Her er pengene med til at sende vanskeligt stillede børn og familier på ferie.
Ønsker du ikke at donere dine feriepenge til staten og Arbejdsmarkedet Feriefond, så kan du se her, hvordan du kan tjekke, om du har feriepenge til gode, og hvad du skal gøre for at få fingre i dem.