Danskerne slår alle rekorder: Aldrig har vi haft så mange penge i banken
Lønnen stiger i det højeste tempo længe. Boligpriserne stiger, renterne er lave, og nu trumfer danskerne med den højeste opsparing i banken nogensinde
144.700 kroner. Sådan lyder det gennemsnitlige beløb som danskerne hver især har stående på bankkontoen, når alle – fra spæd til olding – er talt med i regnestykket.
Det viser nye tal fra Nationalbanken.
Beløbet er det største, danskerne nogensinde har haft stående på kontoen, og siden starten af 2016 har danskerne i gennemsnit sparet yderligere 6.950 kroner op. Det på trods af, at renterne på penge i banken de fleste steder lyder på lige akkurat nul procent.
- Problemet er, at danskerne er i vildrede om, hvad de skal gøre med pengene. Jeg kan sagtens forstå, at folk sætter deres penge i banken, selvom de ikke får nogen renter, men jeg synes selvfølgelig de skal gå efter at få nogle renter af pengene, siger John Norden og peger på, at man lige nu kan få op til en procent i rente i de banker, der har de bedste tilbud.
Den ene procent i rente betyder så samtidig, at man skal binde pengene i et år.
Højeste stigning i lønningerne i ni år
De store opsparinger kommer i kølvandet på et år, hvor reallønnen steg med den højeste fart i de seneste ni år.
- Renterne er uhyre lave, reallønnen stiger pænt for de fleste danskere, beskæftigelsen stiger i stadig flere dele af landet og friværdierne ligeså, siger cheføkonom i Nykredit Tore Stramer.
De gode kår for danskernes private økonomi kommer ligeledes til udtryk i trangen til at afdrage på boliggælden, viser selvsamme opgørelse fra Nationalbanken.
Flere afdrager på boliggælden
For første gang i syv år er andelen af realkreditlån med afdrag nemlig på højde med andelen af lån uden afdrag.
- Udviklingen skyldes, at afdragsfriheden for mange danskere er udløbet i den seneste tid. Samtidig tyder det på, at en ændret prissætning med eksempelvis højere bidragssatser på afdragsfrie lån, har fået flere danskere til at vælge varianten med afdrag, siger økonom i Sydbank Søren Kristensen og uddyber:
- Derudover kan også de seneste års opsving med reallønsstigninger have givet mere luft i danskernes privatøkonomi. Det pusterum kan man eventuelt bruge på, at nedbringe det, man skylder. Vi forventer derfor, at bevægelsen mod lån med afdrag vil fortsætte i den kommende tid, siger Søren Kristensen.
Er du en af de mange, der har udløb på dit afdragsfrie lån nu eller i de kommende år, får du gode råd til, hvordan du får et nyt afdragsfrit lån i videoen herunder.