Her er det blevet langt billigere - og dyrere - at tage på ferie
Det er blevet billigere at rejse til en række af danskernes favoritdestinationer. Til gengæld er det overordnet blevet dyrere at rejse langt væk.
Generelt er det blevet dyrere at rejse ud i verden. Men en række af danskernes favoritdestinationer er heldigvis også blevet billigere. Det viser en ny oversigt over årets valutaudsving, som Danske Bank har lavet for TV 2.
Det er for eksempel blevet godt 13 procent billigere at opholde sig i Storbritannien siden årsskiftet. Bruger du 1.000 kroner om dagen i syv dage på en tur til London, sparer du 942 kroner i forhold til en tilsvarende tur for et år siden.
- Det britiske pund tog et kæmpedyk, da briterne besluttede sig for at melde sig ud af EU, så der er markante besparelser at hente for danskerne i Storbritannien, siger økonom i Danske Bank Bjørn Tangaa Sillemann.
Tyrkiet er blevet billigere
Desuden er en af de senere års store turistmagneter Tyrkiet blevet billigere. I forhold til danske kroner er den tyrkiske valuta nemlig faldet knap 7 procent på grund af merinflation i Tyrkiet. Med et forbrug på 1000 kroner om dagen i syv dage, sparer du derfor 483 kroner.
Af andre populære ferielande, er også Sverige blevet en anelse billigere, nemlig 3,5 procent. Tager du på skiferie i Sverige, er der derfor 245 kroner at spare på syv dage, hvis du bruger for 1.000 kroner om dagen.
Mens det er blevet billigere at tage på ferie på flere af danskernes favoritdestinationer, er det blevet dyrere på en lang række af andre. Især er det blevet dyrere i de lande, hvor du ikke kan betale med euro.
Dyrere at være i USA
USA er for eksempel blevet 6,5 procent dyrere, hvilket gør det 454 kroner dyrere at være i USA i syv dage med et forbrug på 1000 kroner per dag.
- Overordnet er det blevet dyrere at rejse ud i verden, og det gør det mere oplagt at holde ferie indenfor euroområdet. Det skyldes, at der bliver ført en lempelig pengepolitik med lave renter i Europa, og så bliver det mindre attraktivt at sætte sine penge i Europa. Det får efterspørgslen efter euro til at falde, og så falder euroen i kurs overfor andre valutaer, siger økonom i Danske Bank Bjørn Tangaa Sillemann.
Han peger desuden på, at amerikanske dollar bliver styrket, fordi væksten i USA er foran i forhold til Europa. Renterne er derfor begyndt at stige, og det øger efterspørgslen på amerikanske dollar, hvilket igen får dollaren til at stige i værdi.
Skituren er blevet dyrere i Norge
Skal du tage beslutning om, hvor skiferien skal holdes, er det måske værd at fravælge Norge i år. Det er nemlig blevet knap 8 procent dyrere at opholde sig i Norge. Det betyder, at det bliver 552 kroner dyrere at være i Norge i en uge, hvis du har et forbrug på 1000 kroner om dagen.
Når den norske krone er blevet dyrere skyldes det især, at olieprisen er steget gennem hele 2016. Prisen på en tønde olie er steget hele 51 procent, hvilket trækker prisen på den norske krone i vejret.
Olieprisen har ligeledes givet den russiske rubel en ordentlig tur i karussellen. Det er således blevet godt 31 procent dyrere at være i Rusland siden sidste år. En uges ferie i det russiske er derfor blevet 2.179 kroner dyrere, hvis du bruger 1000 kroner om dagen.
Den store prisstigning på russiske rubler skal dog ses i sammenhæng med, at den russiske valuta i årene forinden har fået en voldsom rutsjetur nedad. Der er således også tale om en lille revanche fra et lavt niveau, påpeger Bjørn Tangaa Sillemann.