Penge

Advarer mod falske tilbud på Black Friday

Fladskærme, der blev solgt som gode tilbud til sidste års Black Friday, var billigere få måneder før den store udsalgsdag. Forbrugerråd advarer.

Priserne vil være både ’vilde’ og ’vanvittige’ til Black Friday. I hvert fald, når man dømmer ud fra butikkernes farvestrålende annoncer.

Det er dog langt fra sikkert, at et tilbud til Black Friday er så godt som det giver sig ud for. Det viser en undersøgelse fra Forbrugerrådet, der har undersøgt prisudviklingen på fladskærme før, under og efter sidste års Black Friday.

Få måneder inden Black Friday var flere af fladskærmene nemlig billigere end den pris, de blev forsøgt solgt til på den store udsalgsdag. I nogle tilfælde var prisen endda sat op på Black Friday.

Fladskærm 2.000 kroner dyrere

I et eksempel blev en LG-fladskærm sat til salg for 6.999 kroner på Black Friday. 1000 kroner billigere end dagen før. Tre måneder tidligere kunne selvsamme model dog købes 4.999 kroner – 2000 kroner billigere end på Black Friday.

- Det understreger, at du skal passe på ikke at lade dig forblænde af noget, der giver sig ud for at være et tilbud, siger vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk, Vagn Jelsøe til TV 2.

I et andet eksempel kostede en fladskærm fra Samsung 4.199 kroner dagen før. På Black Friday kostede den 2.499 kroner. Umiddelbart en pæn rabat, men tre måneder tidligere – i august – kostede selvsamme model 1.999 kroner. 500 kroner billigere end prisen på Black Friday.

- Man skal aldrig gå ud fra, at noget er billigt, bare fordi det er et tilbud. Det kan jo være en af de dyreste butikker i Danmark, der sætter priserne ned med 20 procent. Men derefter vil deres varer ofte stadig være højere end konkurrenternes, siger Vagn Jelsøe.

Fire fladskærme sat op i pris

Forbrugerrådet Tænk har i alt undersøgt prisudviklingen på 163 fladskærme før, under og efter Black Friday sidste år. Prisen blev i løbet af perioden ændret på de 22 af skærmene.

8 af de 22 skærme kunne du købe billigere hos en dansk forhandler i månederne op til Black Friday end på selve udsalgsdagen.

Fire af de 22 skærme var sat op i pris på Black Friday. De kostede altså mere dagen før end på Black Friday.

6 af de 22 fladskærme kostede det samme på Black Friday som dagen før.

Vagn Jelsøe peger på, at det er vigtigt at fokusere på selve prisen, når du vurderer om et tilbud er godt eller dårligt. Selvom en vare er sat ned i pris med mange procent, kan det stadig godt være dyrt, pointerer han.

Afstemning

Skal du til Black Friday?

De danske detailhandlere fortæller, at de rent faktisk ikke tjener nogle penge på bundlinjen på én af de største handelsdage - nemlig Black Friday. Dansk Detail forklarer hvorfor de går med på tilbudsdagen alligevel.