Jens troede, at han var reddet - men så forsvandt ekskonen
Et dødsfald, alkoholmisbrug, sygdom og et forlist ægteskab har bragt Jens Nørbjerg helt ud til kanten. De næste 10 måneder bliver afgørende for ham.
For 13 år siden mistede Jens Nørbjerg sin 10-årige søn, Joshua. En ulykke, der blev begyndelsen på hans livs største nedtur.
Udadtil virkede det som om, at det gik godt for Jens, der var en driftig landmand, men i realiteten gik det slet ikke.
Han begyndte at drikke, og til sidst blev han syg - så syg, at han ikke kunne arbejde - og det hele endte med, at konen, Judy, forlod ham, og banken truede med en tvangsauktion.
I dag ser det anderledes ud. Jens Nørbjerg har fået hjælp.
I TV 2-programmet 'Danskere på tvang' lykkedes det finansrådgiver Poul Stubkjær at indgå en aftale med banken på vegne af Jens og få sat gang i en bodeling mellem Jens og hans ekskone, Judy.
Den tvangsauktion, der truer Jens blev for en stund sat i bero. Men siden optagelserne sluttede, er der sket en udvikling i Jens' situation.
Lige nu går det den forkerte vej
Aftalen med banken afhænger lige nu af, at Jens får solgt det hus i Spanien, som han i sin tid købte sammen med sin ekskone, Judy.
Og lige nu går det den forkerte vej, fortæller han til TV 2.
- Ser vi et år frem, så kan jeg ikke betale mine regninger, for jeg bruger flere penge, end jeg tjener, lyder det fra Jens Nørbjerg, da TV 2 møder ham i Aulum et par måneder efter optagelserne.
Selvom der allerede er én, der har udvist interesse for huset i Spanien, kan Jens ikke sælge det.
For ekskonen Judy, der står som medejer af huset, har endnu ikke underskrevet den fuldmagt, som Jens skal bruge for at få det solgt, fortæller han.
Jens: Min ekskone er gået under jorden
Situationen kan blive alvorlig.
Underskriften fra ekskonen er nødvendig, hvis Jens skal undgå en tvangsauktion, og lige nu er hun forsvundet, lyder det.
- Hun er faktisk gået under jorden, og vi kan ikke få fat på hende. Hun har hemmeligt nummer og hemmelig adresse og alt muligt. Så jeg ved ikke helt, hvordan vi gør det, siger Jens Nørbjerg.
Ifølge Poul Stubkjær, der har hjulpet Jens, er det en "showstopper", hvis ikke han får den underskrift. Jens har 10 måneder til at få huset solgt, så banken kan få pengene. Sker det ikke, vil det udløse en tvangsauktion.
- Så lige nu lever Jens på lånt tid, lyder det fra finansrådgiveren, som stadig følger med i Jens' sag.
- Hvis han ikke får det solgt, så kan han ikke blive ved med at bære det. Banken har givet en frist til at få solgt huset, og lykkes det ikke, er betingelserne ikke opfyldt, og så kan banken trække tæppet væk under ham igen, siger Poul Stubkjær, der bekræfter, at det ikke er lykkedes at få kontakt til ekskonen.
Sådan går det ham i dag
Imens vokser gælden for Jens Nørbjerg. Faktisk er hans økonomiske situation dårligere i dag, end den var, inden han medvirkede i programmet.
Jobsituationen er fortsat uændret. Jens er stadig for syg til at arbejde, han venter stadig på at komme i et jobafklaringsforløb, og lægerne har endnu ikke fundet ud af, hvad han fejler.
Og så har Jens lånt 150.000 kroner ekstra af banken i forbindelse med bodelingen, som han skal betale renter af, lyder det fra Jens Nørbjerg.
Alligevel er den tidligere landmand optimistisk.
- Det lykkedes at komme hertil, og jeg tror også, at det vil lykkes at komme det sidste stykke, siger Jens, der i dag er glad for, at han søgte hjælp.
- Det har været en bearbejdelse at komme med i programmet og begynde at tale om min søn. De første fem år nævnte jeg stort set ikke min søn med et ord. Det gjorde jo bare, at ballonen vokser sig større og større. Til sidst var den ved at eksplodere.
I dag har han nemmere ved at tale om sønnens død.
- Han dukker op engang i mellem, for mange af de ting, vi har, de gemmer på nogle historier. Selve tingene betyder ikke så meget, men det gør de minder, der sidder i dem, slutter Jens Nørbjerg.
TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra Jens Nørbjergs ekskone, men hun har ikke svaret på TV 2's henvendelse.