Penge

Danskernes formuer boomer: Er du rigere end gennemsnittet?

Danskerne bliver rigere og rigere. Formuen er i gennemsnit øget med knap 370.000 kroner siden 2009.

586.000 kroner. Sådan lyder en gennemsnitlig borgers finansielle formue i Danmark. Det viser nye tal fra Danmarks Nationalbank.

Beløbet er udtryk for, at vi aldrig har været rigere, når der måles på den finansielle formue.

Danskerne har kort sagt aldrig tidligere været så formuende, som de er nu

Tore Stramer, cheføkonom i Nykredit

Den finansielle formue er udtryk for, hvad vi har stående på bankkontoen, i pensionsordningen og i værdipapirer fratrukket vores gæld. Fysiske aktiver som boligen, sommerhuset, bilen eller båden er derimod ikke talt med i regnestykket.

- Danskerne har kort sagt aldrig tidligere været så formuende, som de er nu. Der har da også været medvind til danskernes privatøkonomi fra stort set alle fronter, siger cheføkonom i Nykredit Tore Stramer og uddyber:

- Aktiemarkedet har vist pæn fremgang, hvilket har givet et mærkbart løft i såvel aktie- og pensionsformuerne. Endelig har de lave renter i kombination med en solid reallønsvækst givet danskerne mulighed for at spare op og nedbringe gæld.

Voldsom stigning i formuen på syv år

Til sammenligning lød den gennemsnitlige finansielle formue på 220.000 kroner i første kvartal 2009. Forud var gået et år, hvor finanskrisen havde banket aktierne helt i bund med store værditab til danskernes pensioner til følge. Siden da er den gennemsnitlige finansielle formue altså steget med hele 367.000 kroner per snude.

Endelig har de lave renter i kombination med en solid reallønsvækst givet danskerne mulighed for at spare op og nedbringe gæld

Tore Stramer, cheføkonom i Nykredit

Medregner man værdien af danskernes boliger i den samlede formue, ser regnestykket endnu mere behageligt ud. Boligernes værdi sender nemlig formuen op på 1.130.000 kroner i gennemsnit, viser beregninger fra Nykredit på baggrund af boligmarkedets værdi i andet kvartal i år. Medregnes boligerne er det ligeledes udtryk for det højeste niveau nogensinde. Samtidig er de 1.130,000 kroner inklusive boligernes værdi en stigning på 672.000 kroner i forhold til første kvartal 2009.