Danskerne har ferievaluta for milliarder derhjemme
Der ligger blandt andet euro, dollar og svenske kroner i en lang række husstande. Pengene kan hurtigt blive ugyldige, advarer revisor.
742 kroner.
Det er det beløb, der i gennemsnit ligger i udenlandsk ferievaluta i hver danske husstand, viser ny undersøgelse, som Epinion har foretaget for revisionsselskabet Deloitte.
Det svarer til, at danskerne har for 1,4 milliarder kroner liggende derhjemme.
57 procent af danskerne har euro liggende i skufferne. Den næstmest populære valuta er svenske kroner, som 18 procent har liggende.
15 procent har amerikanske dollar derhjemme, mens 12 procent ligger inde med engelske pund i kontanter.
Har intet ærinde i banken
Ann Lehmann Erichsen er forbrugerøkonom ved Nordea, og hun ligger selv inde med 350 euro i øjeblikket, men ingen danske kroner.
- For mange år siden var det ret almindeligt at veksle sin rejsevaluta efter en rejse, så man fik penge ind på kontoen, men det tror jeg, er gået i glemmebogen.
- Dels fordi vi rejser mere og mere, så det varer måske ikke så længe, inden vi næste gang kan få brug for den valuta. Men også fordi vi ikke længere har noget ærinde i den fysiske bank. Mange af os kommer der nærmest aldrig, siger hun.
Derudover er det stadig meget almindeligt at benytte kontanter frem for kort i en række lande, hvilket forklarer, hvorfor ferieglade danskere er nødt til at hæve penge.
Stor udskiftning af sedler i Sverige
Man skal dog passe på med at have sin udenlandske valuta liggende for længe derhjemme, mener revisor og partner hos Deloitte Richardt Tabori Kraft.
- De fleste lande skifter jo deres mønter og sedler ud med jævne mellemrum, så man skal næppe have pengene liggende i mange år, hvis man gør sig håb om at bruge dem, siger han.
Senest har Sverige gennemført en omfattende seddeludskiftning. Så sent som i juni blev de gamle 20-, 50- og 1000-kronesedler ugyldige. Det samme bliver 100- og 500-kronesedlerne næste år.
Undersøgelsen viser ligeledes, at 18 procent af os har for mere end 1.000 kroner liggende i kontant ferievaluta. 11 procent har mellem 500 og 1.000 kroner, mens 36 procent har for mellem 1 og 500 kroner.
35 procent af danskerne har ingen kontanter i udenlandsk ferievaluta.
Er du en af de mange, der har engelske pund liggende, kan du stadig bruge dem. Efter det britiske nej til EU er de til gengæld blevet en del mindre værd. Det kan du høre om i videoen herunder.