Penge

Boligrenter går i minus – men lånet bliver dyrere

Renten på F1-lån er gået ned i det laveste niveau nogensinde. Alligevel bliver lånet dyrere.

Danske boligrenter er gået i minus for første gang nogensinde. De boligejere hos Nykredit og Totalkredit, der har etårige flekslån og som netop har fået ny rente på deres flekslån således en rente på minus 0,05 procent per 1. oktober.

De nye fleksrenter

Renter på de variabelt forrentede lån hos Nykredit og Totalkredit per 1. oktober:

1-årige flekslån
Fra 1. oktober: minus 0,05 procent
Nuværende rente: 0,40 procent

3-årige flekslån
Fra 1. oktober: minus 0,01 procent
Nuværende rente:  1,01 procent

5-årige flekslån
Fra 1. oktober: 0,19 procent
Nuværende rente: 2,09 procent

Renterne er et resultat af en fem dages auktion over obligationerne bag de variabelt forrentede boliglån. Auktionen sluttede tirsdag formiddag.

Et rentefald betyder typisk, at den samlede udgift til boliglånet bliver billigere.

Jeg kan godt forstå, folk synes, det er surt

Brian Stjernholm, rådgiver hos det økonomiske rådgivningsselskab Uvildige

Sådan går det dog ikke for de boligejere, der har et F1-lån hos Nykredit eller Totalkredit og som netop er blevet refinansieret. Den samlede udgift til F1-lånet bliver i stedet 600 kroner dyrere i løbet af det kommende år.

Højere gebyrer gør lånet dyrere

Det skyldes, at Nykredit og Totalkredit har sat administrationsgebyrerne, de såkaldte bidragssatser, op på boliglån. Især de helt korte flekslån med en løbetid på bare et år, bliver ramt af de højere gebyrer.

​Hos Nykredit anbefaler man ligefrem kunderne til at forlade F1-lånet.

Der er bedre alternativer til F1-lånet, når vi kigger på ydelsen, som bliver højere trods den rekordlave rente

Jeppe Borre, seniorøkonom i Nykredit

- Der er bedre alternativer til F1-lånet, når vi kigger på ydelsen, som bliver højere trods den rekordlave rente. Hvis man vil holde fast i den korte rente, kan man overveje vores F-kort-lån, siger seniorøkonom hos Nykredit Jeppe Borre.

Rådgiver: Jeg forstår, det er surt

F-kort-lånet er sammensat af to renter: En rente, der bliver refinansieret hvert tredje år og en anden rente, der bliver refinansieret hvert halve år. Reelt får man derfor en ny rente hvert halve år. Fordelen ved lånet er, at omkostningerne er lidt lavere end på F1-lånet.

Renter og bidragssatser er to forskellige ting

Brian Stjernholm, rådgiver hos det økonomiske rådgivningsselskab Uvildige

Hos det økonomiske rådgivningsselskab Uvildige forstår man, hvis boligejere hos Nykredit og Totalkredit med F1-lån er frustrerede over, at de får et dyrere lån, selvom renterne falder.

- Jeg kan godt forstå, folk synes, det er surt. Men renter og bidragssatser er to forskellige ting, siger Brian Stjernholm, der er rådgiver hos det økonomiske rådgivningsselskab Uvildige.dk.

Rådgiver: Renter og omkostninger er to forskellige ting

Han peger på, at mange tror, realkreditselskaberne sætter administrationsomkostningerne op, når renten falder.

- Men det er to uafhængige størrelser. Renten er den pris, obligationsejerne kræver for at købe obligationen. Bidragssatsen er det, realkreditselskabet skal tjene på, siger han.

Han anbefaler generelt, at man vælger lån ud fra, hvordan man tror, renten vil udvikle sig fremadrettet. Har du et F1-lån anbefaler han dog, at du tænker dig godt om, netop fordi omkostningerne ved F1-lån er steget så voldsomt.

Rådgiver: Endnu en ulempe ved F1-lån

F1-lånet har desuden den ulempe, at der, udover administrationsgebyret bidragssatsen, også er en anden omkostning, nemlig den såkaldte kursskæring.

Renten er den pris, obligationsejerne kræver for at købe obligationen. Bidragssatsen er det, realkreditselskabet skal tjene på

Brian Stjernholm, rådgiver hos det økonomiske rådgivningsselskab Uvildige

Kursskæring er et gebyr, der bliver opkrævet, hver gang lånet skal refinansieres. Og det sker jo hvert eneste år med et F1-lån, hvorfor også dette gebyr bliver højere på F1-lån i forhold til variabelt forrentede lån med løbetider på tre eller fem år.

Mens F1-lånet bliver dyrere for de kunder, der netop har fået refinansieret deres F1-lån, er det blevet knap 1.000 kroner billigere om året for dem, der i dag har fået fastlagt deres nye rente på F3-lån.

Har du fået refinansieret dit F5-lån, er lånet samlet set blevet 5.160 kroner billigere per år.