Penge

Hedt boligmarked sender antallet af tvangsauktioner ned

Antallet af tvangsauktioner er faldet markant siden 2010.I hovedstaden har hedt boligmarked sendt antallet af tvangsauktioner ned med 71 procent.

Stigende boligpriser, faldende renter, flere bolighandler og kortere salgstider. Alt sammen har det været med til at sende antallet af tvangsauktioner markant ned i alle regioner.

I hovedstaden er antallet af tvangsauktioner gået ned med 71 procent i løbet af de seneste seks år.

- En kort salgstid betyder meget for at undgå tvangsauktion. Boligerne ryger på tvang, hvis de ikke kan blive solgt hurtigt i fri handel, så når salgstiden falder, øger det chancen for at undgå en tvangsauktion, siger kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk Birgit Daetz.

Ændring i tvangsauktioner jan-jul. 2010 – jan-jul. 2016

Region Hovedstaden: -71 pct.

Region Sjælland: -45 pct.

Region Syddanmark: -33 pct.

Region Midtjylland: -38 pct.

Region Nordjylland: -26 pct.

Kilde: Boligsiden.dk

Også udenfor hovedstaden, har der været store fald i antallet af tvangsauktioner.

I Region Sjælland lyder faldet på 45 procent. Se din region i faktaboksen.

- Det store fald i antallet af tvangsauktioner også uden for hovedstadsområdet skyldes især, at boligmarkedet i yderområderne er vågnet op til dåd. Nu bliver der solgt boliger i områder, der før har kørt på meget lavt blus, og dermed afværger man i mange tilfælde tvangsauktionerne”, siger Birgit Daetz.