Færre vælger forældrekøb: Det skal du være opmærksom på, hvis du vil hjælpe dit barn

16x9
Høje priser er en af forklaringerne på forsigtigheden. Foto: Kasper Palsnov / Scanpix Denmark

Høje boligpriser betyder, at færre vælger forældrekøb. Overvejer du at investere, kan du blive klogere på eventueller faldgruber her.

Højsæsonen for forældrekøbte ejerlejligheder er i fuld gang, men noget tyder på, at markedet ikke kører i lige så højt et gear som for bare et år siden.

Nye tal fra ejendomsmæglerkæden Home viser nemlig, at der i første halvår af 2016 er solgt markant færre forældrekøbte ejerlejligheder end samme periode sidste år.

På landsplan er salget hos Home faldet med 22 procent. Det er den laveste andel, i de seks år Home har opgjort forældrekøb. 

Homes opgørelse

Faktiske handler:

- Salget af forældrekøb (styksalg) er i 1. halvår cirka 22 procent lavere end 1. halvår 2015.

- Salget af forældrekøb er nu på niveau med 2013.

Andel af handler:

- Andelen af forældrekøb er faldet fra 13,5 procent i 2015 til 11,8 procent i 2016 på landsplan (opgjort for 1. halvår).

- Det er den laveste andel, i de seks år Home har opgjort forældrekøb. Andelen af forældrekøb har været faldende de seneste år, blandt fordi der er kommet endnu mere gang i det almindelige marked – herunder projektsalget i de store byer.

Hos Home forklarer relationschef Mads Ellegaard, at voldsomme prisstigninger i de store studiebyer samt øgede krav til udbetaling har lagt en dæmper på markedet, som ellers i 2015 buldrede derudaf.

Større risiko for prisfald giver betænkelige købere

Det store fald kommer ikke som en overraskelse for Nordeas boligøkonom Lise Nytoft Bergmann, der har to bud på en forklaring.

Ligesom Home peger hun på, at 2015 var et år med ekstrem høj fart på boligmarkedet. Det skyldtes blandt andet rekordlave renter, som gjorde det billigt for forældre at låne penge til en bolig.

Den anden forklaring på faldet er, at lejlighedspriserne nærmest har været på himmelflugt det seneste år, og at det har betydning for, hvor mange der kan og vil være med.

- Risikoen for, at priserne på et tidspunkt kommer til at falde igen er selvfølgelig større, når vi er nået op i det her prisniveau, vi har nu i forhold til for et år siden. Derfor er køberne lidt mere betænkelige ved at træde ind på markedet, siger Lise Nytoft Bergmann til TV 2.

Forældrekøb kan være en usikker investering

Med studiestart om få uger er der i byer som København, Aarhus og Odense for øjeblikket hård kamp om at finde et sted at bo.

Særligt lejeboliger kan være svære at få fat i. Og derfor vælger nogle forældre at sætte deres penge i fast ejendom, så deres børn kan få tag over hovedet.

Med de opskruede boligpriser skal potentielle købere dog være opmærksom på, at de kan miste penge, siger Lise Nytoft Bergmann.

- Det er i hvert fald ikke nogen risikofri investering at gå ind i et forældrekøb, som det ser ud i øjeblikket, siger hun.

Usikkerheden til trods er der ikke noget, der tyder på, at priserne på ejerlejligheder er ved at falde. Det er dog under forudsætning af, at renten holder sig i ro, siger Nordeas boligøkonom.

For øjeblikket er der i krystalkuglerne hos Nationalbanken, bankernes boligøkonomer eller hos de økonomiske vismænd for øjeblikket ikke udsigt til de store udsving.

- Men det er ikke det samme som at sige, det ikke kan lade sig gøre. Vi har før set overraskelsesmomenter på rentemarkedet, siger Lise Nytoft Bergmann.

Sådan kan du også hjælpe dit barn

Hvis motivationen for at købe en ejerlejlighed er spekulation med håbet om en hurtig gevinst, er det ifølge Lise Nytoft Bergmann mere hensigtsmæssigt at gøre det i andre markeder.

En investering i en ejerlejlighed bør have en lang tidshorisont, og det er langt fra altid tilfældet ved forældrekøb, som typisk er et- to- eller treværelseslejligheder.

- Man skal helst have en ejerlejlighed, man kan bruge mere end et par år. Så hvis junior allerede er to år henne på studiet, og man ikke kan holde ud, han bor hjemme længere, så kan der være bedre muligheder end forældrekøb, siger Lise Nytoft Bergmann.

Ifølge Nordeas boligøkonom kan alternativerne blandt andet være tilskud til husleje, eller ved at forældrene køber en andelslejlighed, der typisk er billigere end ejerlejligheder.

Udfordringen ved andelslejligheder er dog, at de typisk er meget svære at få fat i. Derudover er det nødvendigt grundigt at undersøge andelsforenings økonomi for ikke senere at få ubehagelige økonomiske overraskelser.