Nyheder

19-årig går efter vild rekord: Flyver samme rute med SAS 12 gange om dagen

Når Fredrik Nordbø får fri fra arbejde klokken 14, sætter han kurs mod lufthavnen og flyver frem og tilbage mellem Bergen og Stavanger flere gange.

Op til 12 gange om dagen sidder 19-årige Fredrik Nordbø i et flysæde på ruten mellem de to norske byer Stavanger og Bergen.

Ruten har han valgt, fordi den med en afstand på 159 kilometer mellem de to byer, kun tager 35 minutter. På den måde kan den unge nordmand nå mange flyvninger frem og tilbage, og det er netop hensigten. I videoen øverst kan du se en landing i Bergen, som Fredrik Nordbø har optaget.

Målet er nemlig at blive optaget i Guiness World Records som den person, der har gennemført flest flyvninger på 180 dage, fortæller han til TV 2.

19-årige Fredrik Nordbø vil flyve i alt 801 gange frem og tilbage fra Bergen til Stavanger og tilbage igen for at sætte verdensrekord. Indtil videre har han fløjet 294 gange. I tv-indslaget øverst kan du se en af landingerne i Bergen.

Bestilte 801 flyvninger - og føler sig fri

I marts bestilte han derfor 801 flyvninger hos SAS på den norske indenrigsrute, og flyvningerne bliver afviklet fra 9. maj til 9. november i år.

- Det bedste ved at flyve så meget er, at jeg føler mig fri. Der er ikke noget pres fra omverdenen, når jeg sidder i flyet. Så kan jeg sidde og drømme om den næste ferie, siger Fredrik Nordbø til TV 2.

Og drømme om næste ferie, kan han roligt gøre. Ved at flyve 800 gange optjener han nemlig omkring 1.000.000 bonuspoint hos SAS. Det betyder, at han efterfølgende kan foretage hele 10 returrejser til USA eller Asien.

Udsigten er fantastisk

En anden fornøjelse er udsigten fra flyet, fortæller han.

Herunder kan du se en landing i Stavanger, som Fredrik Nordbø har optaget under en af de 294 flyvninger, han indtil videre har været ude på.

Det værste ved at flyve så meget er ifølge den 19-årige nordmand, at han mister tid med sin familie.

- Jeg arbejder også fra klokken 6 om morgenen til klokken 14 om eftermiddagen, så jeg har fået meget mindre tid med familien og dem, jeg holder af. Men de støtter mig og holder mit mod oppe i forsøget på at sætte rekorden, fortæller Frederik Nordbø.

Og så skulle man måske tro, at sådan en omgang flyvninger ville gældsætte en ung mand i mange år frem, men det er næppe tilfældet. Han har nemlig købt et såkaldt SAS Travel Pass med et ubegrænset antal rejser mellem Bergen og Stavanger. Sådan et koster, hvad der svarer til 56.650 kroner på den pågældende rute. Det giver en gennemsnitlig pris per tur på 71 kroner, hvis han flyver 800 gange.

Når rekorden er i hus den 9. november skal den fejres med en flaske champagne, fortæller Frederik Nordbø til TV 2.

I tv-indslaget herunder kan du se, hvordan du finder den billigste flybillet, selvom du ikke nødvendigvis har i sinde at flyve 800 gange på den samme rute.