Fogeden kommer

For et år siden så det sort ud for Bettina og Lars: Nu går det meget værre

Økonomien hænger i laser, og helbredet er dårligt. Og om tre måneder er de muligvis slet ikke en familie længere.

For omkring et år siden medvirkede familien Jegstrup Jensen i TV 2-programmet 'Fogeden kommer'.

Dengang stod familien fra Silkeborg i fogedretten med en ubetalt gæld til Alm. Brand Forsikring på godt og vel 12.000 kroner og en samlet gæld på over en million kroner. 

I dag ser det endnu værre ud.

Det føles som om, der er en, som er ved at skære mit ben af ved hofteleddet.

Bettina Jensen

Økonomien hænger i laser, Bettinas Jensens helbred er meget dårligt, og om tre måneder er de muligvis ikke sammen som en familie længere.

- Det er gået stærkt ned ad bakke, lyder det fra Bettina og Lars Jensen, da TV 2 træffer dem i deres hus ikke langt fra Silkeborg.

Se interviewet med familien øverst i artiklen

Huset de boede i, da TV 2 besøgte dem sidst, er de flyttet fra. De kunne ikke længere blive boede på grund af trapperne i huset.

I ryggen er smerterne konstante - det føles som om, der står en og stikker mig i ryggen med en kniv.

Bettina Jensen

Siden optagelserne sluttede, er Bettina Jensen nemlig blevet alvorligt syg med tre diskusprolapser i ryggen, slidgigt i den ene hofte og sammenklemte nerver i benet.

Ifølge Bettina Jensen får hun nogle gange så ondt, at hun ikke kan rejse sig fra sin seng.

Måtte flytte fra huset

I dag går Betina Jensen rundt med en krykke, og skal hun på ture ud af huset, foregår det oftest i en kørestol.

- Det føles som om, der er en, som er ved at skære mit ben af ved hofteleddet.

- Jeg har kroniske smerter. Jeg får sådan nogle nervesmerter i mit ene ben, at jeg nogle dage ligger lammet i min seng. I ryggen er smerterne konstante - det føles som om, der står en og stikker mig i ryggen med en kniv, fortæller Bettina Jensen.

Og der er ikke noget, der tyder på, at det bliver bedre. For et par uger siden fik familien beskeden om, at hun nok aldrig bliver rask igen.

I dag bor de i et hus i byen Grauballe uden for Silkeborg sammen med to af deres børn. Den ældste er flyttet hjemmefra.

Huset røg på tvangsauktion

Da TV 2 mødte parret første gang, hang økonomien kun lige akkurat sammen.

Den yngste datter i familien, Sif, var i en tidlig alder blevet ramt af tuberkulose. Dengang drev parret en isbutik sammen, men den måtte de opgive, da datteren blev indlagt på Viborg sygehus.

Regningerne fortsatte dog med at vælte ind, og familiens hus endte på tvangsauktion. Og det er den gæld, der har forfulgt dem lige siden.

Jeg kan luge ukrudt i haven eller gå en tur i skoven for at få lidt luft. Det hjælper.

Lars Jegstrup Jensen

I dag er økonomien kørt helt af sporet.

- Økonomien hænger slet ikke sammen. Inden jeg blev syg, så det ellers så lyst ud, for jeg stod og kunne komme i arbejde, og vi havde fået nogle gode aftaler med vores kreditorer. Men nu hvor jeg ikke har en indtægt, er det hele faldet til jorden igen, siger Bettina Jensen.

Den ene af parrets to biler er solgt, og den sidste bil - en gammel Toyota - har de måske ikke om 14 dage.

-  Vi har en vægtafgift, der skal betales til den 1. juni, og lige nu er det ikke sikkert, at vi kan beholde pladerne på bilen, fortæller hun.

Det hjælper at komme lidt væk fra det hele

Hendes mand, Lars Jegstrup Jensen, er enig i, at familien er presset, men han ser mere positivt på tingene.

Der er kommet mere styr på økonomien, end der har været tidligere, synes han.

- Men jeg har også været ude for nogle ting i mit arbejde som taxachauffør, hvor jeg har fået psykologhjælp, så jeg har lært at lægge låg på de negative ting og koncentrere mig om de ting, der kan hjælpe os, siger til TV 2.

- Men jeg har også et arbejde, jeg kan stå op til, og jeg kan luge ukrudt i haven eller gå en tur i skoven for at få lidt luft. Det hjælper. Den mulighed har Bettina ikke, for hun er bundet. Hvis hun bare kan tømme opvaskemaskinen, så er det en sejr for os, lyder det fra Lars Jegstrup Jensen.

Lige nu overvejer de at blive skilt for at komme ud af den situation, de er havnet i.

Hvis jeg ikke kommer ind, så bliver vi skilt. Så er en af os nødt til at flytte.

Bettina Jensen

Den 31. juli er en afgørende dato

Bettina Jensen er i gang med et forløb på en smerteklinik, hvor hun skal lære, hvordan hun kan leve med de smerter, hun har.

Den læreruddannelse, hun var i færd med at gennemføre for et år siden, har hun opgivet. Der var mødepligt, og det kunne hun ikke leve op til.

I stedet har hun skrevet sig op til teologiuddannelsen i Aahus, hvor der kun er deltagelsespligt.

På den måde kan hun studere hjemmefra - fra sengen - og forhåbentligt få et job som præst om nogle år, forklarer Bettina Jensen.

En skilsmisse kan være løsningen

Den 31. juli får hun at vide, om hun er optaget på studiet eller ej.

Er hun det, får familien en ekstra indtægt i form af SU og handicaphjælp, og så kan tingene igen løbe rundt - men kun lige akkurat.

- Den 31. juli er en vigtig dato for os, for hvis jeg ikke kommer ind, så bliver vi skilt. Så er en af os nødt til at flytte, for at jeg kan få kontanthjælp, lyder det fra Bettina Jensen.

- Vi kan ikke overleve, som det ser ud lige nu, siger hun. Hendes mand er enig.

Det er kommunens råd

For selvom reglen om gensidig forsøgerpligt for par er udfaset per 1. januar 2016, gælder den stadig for ægtefæller. Det betyder, at Lars Jensens indtægt vil blive modregnet i hustruens kontanthjælp.

Kun ved at blive skilt og flytte fra hinanden kan Bettina Jensen få ret til at modtage de omkring 14.575 kroner i kontanthjælp om måneden, hun skal bruge for at få sit liv til at hænge sammen, er de nået frem til.

- Sådan er det. Vi kan blive nødt til det. Da vores datter blev syg, henvendte vi os også til kommunen. Dengang sagde de, at vi skulle hver for sig, hvis de skulle kunne hjælpe os økonomisk. De rådede os til at gøre det, men vi var stædige.

- Man kan diskutere, om det er forkert eller ej, men det er jo sådan, det er, slutter Lars Jegstrup Jensen.

Alternativet er en endeløs række af møder i fogedretten.