Penge

Bilsalget slår alle rekorder - leasing buldrer frem

Danskerne købte flere nye biler end nogensinde før i april. Leasing buldrer frem.

Danskerne købte flere nye biler i april end nogensinde før. 19.900 styks rullede ud fra de danske bilforhandlere i april – 17 procent flere end i april sidste år. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

- Aldrig har tilgangen tidligere været så stor, og med andre ord får vi ny bil som aldrig før. Dagens tal illustrerer tydeligt, at vi danskere fortsat har stor appetit på at købe eller lease ny bil, siger cheføkonom i Dansk Erhverv Steen Bocian.

Private danskere stod for købet af de 11.400 biler, hvoraf de 9.100 blev købt på normal vis, mens de 2.300 blev leaset. Resten blev købt eller leaset af virksomheder.

Tallene viser ligeledes, at en stigende del af de nye biler bliver leaset. I april blev i alt 8.200 biler leaset, og det er hele 41 procent flere end i april sidste år.

Leasingbilerne udgjorde ligeledes 41 procent af alle de nye biler i april mod 34 procent i april 2015.

20 procent af de privates nye biler var leaset i april. Til sammenligning lød det tal på blot 13 procent i april 2015.

28 procent af de leasede biler i april blev leaset af private danskere, mens erhvervslivet stod for de sidste 72 procent.

I tv-indslaget herunder kan du se, hvilket gebyr du aldrig må overse, når du låner penge til en bil hos bilforhandleren.