Billy har fået 10 parkeringsbøder - pludselig kunne det koste ham bilen
For Billy Bilungi blev det alvor, da den ubetalte parkeringsbøde pludselig kunne koste ham bilen.
Det er ikke morsomt at skulle møde i fogedretten.
Især ikke når de ubetalte regninger truer med at koste noget, man holder af eller har brug for i hverdagen.
Det kan Billy Bilungi fra Greve skrive under på.
I fjerde afsnit af TV 2-programmet 'Fogeden kommer', der sendes tirsdag aften klokken 20.50, bliver han konfronteret med én af sine mange ubetalte parkeringsbøder i fogedretten i Svendborg for at finde en afdragsordning.
Ligesom flere tusinde danskere før ham stilles han over for et ultimatum: Betal det, du skylder, eller aflever din bil.
Ti parkeringsbøder
Mødet i fogedrettet er noget, der har gjort stort indtryk, fortæller Billy Bilungi efterfølgende til TV 2.
- Jeg må indrømme, at jeg førhen var lidt ligeglad, når jeg fik en parkeringsbøde, men det er slut nu. I dag kan jeg ikke acceptere at få en bøde, og hvis jeg gør, kan jeg ikke bare smide den ud, som jeg har gjort før, siger han.
- Vi har lavet en aftale om, at jeg betaler 250 kroner om måneden, og gør jeg ikke det, er min bil væk. Dét gjorde indtryk, lyder det.
Billy Bilungi anslår, at han i alt har fået omkring ti parkeringsbøder de seneste par år.
De fleste p-bøder har han betalt frivilligt, men enkelte gange har han bare rystet på hovedet og ignoreret bøden i forruden - fordi, han ikke har fundet den rimelig, fortæller han.
- De fleste gange har jeg fået bøder, fordi jeg har parkeret dårligt. Jeg har mange møder i København, og hvis jeg har været lige ved at komme for sent, så har jeg stillet bilen et sted, hvor den ikke skulle stå, forklarer Billy Bilungi.
P-møder for 136,1 million kroner
Billy Bilungi er ikke alene om at parkere ulovligt. Og han er heller ikke den eneste, der ikke betaler bøden af egen fri vilje.
Per 31. december 2014 havde kommunerne 136,1 millioner kroner til gode i p-afgifter, hvoraf de 94,1 millioner var oversendt til inddrivelse hos Skat. Og ifølge Kommunernes Landsforeningen er det tal formentligt kun vokset siden.
Hvert år behandler fogedretten mellem 300.000 og 350.000 sager. Sidste år var omkring halvdelen af disse såkaldte pengekrav - sager som Billy Bilungis.
Ifølge Anni Petersen, der er foged i Svendborg, er de ubetalte parkedsbøder ofte årsagen til, at folk skal møde i fogedretten.
- Det er nok fordi, at mange er ærgerlige over, at de har fået den pålagt, og mange er sikkert også utilfredse med det og mener ikke, at det er rimeligt, den er pålagt dem. Og så trækker de dét med betalingen, og så ender det måske inde hos os, siger hun.
Det var det, der skete for Billy Bilungi.
Sådan fik Billy bøden
Ifølge Billy Bilungi 'fangede' han en parkeringsvagt fra Europark i Greve, der var ifærd med at lægge en p-afgift i forruden på hans bil, og som så mange før ham, forsøgte Billy Bilungis at overtale vagten til ikke at udstede den. Uden held.
- Jeg stod jo lige ved siden af bilen, mens han skrev bøden, og jeg sagde til ham, at jeg jo bare kunne flytte den. Så jeg sagde, at jeg ikke ville betale for den – og så blev han sur og smed den ud, fortæller Billy Bilungi.
Men det fik ikke regningen til at forsvinde. Tværtimod voksede den fra 510 kroner til knap 2.500 kroner.
For Billy Bilungi er det tredje gang, han ender i fogedretten for ubetalte p-bøder, men han garanterer, at det er den sidste.
- Jeg ved godt, at det er en lille smule pinligt, når jeg viser, at jeg ikke har betalt det, jeg skylder, og det er ikke bare én parkeringsbøde, det er mange, der ikke er blevet betalt, siger han til TV 2.
- Men jeg vil alligevel gerne stå frem, fordi jeg gerne vil vise, at vi i Danmark behandler folk med stor respekt - uanset hudfarven. Det vil jeg gerne være med til at vise, siger Billy Bilungi.
Det er ikke første gang, at Billy Bilungi er i medierne, så hvis du synes, du har set ham før, er det sikkert ikke forkert.
Her kan du se ham i rollen som taxachaffør: