Penge

Se listen: Det vil kvinder og mænd bruge deres opsparing på

Kvinder og mænd har vidt forskellige planer med deres opsparing. Flest kvinder sparer op til ferie, mens flest mænd sparer op til pension.

Der er stor forskel på, hvordan kvinder og mænd planlægger at bruge deres opsparing. 28 procent af kvinderne vil for eksempel bruge opsparingen på at tage på ferie, mens det gælder for 19 procent af mændene.

Det viser en ny undersøgelse, TNS Gallup har lavet for Nordea, - se alle svarene i bunden.

Undersøgelsen viser ligeledes, at 37 procent af mændene tænker deres opsparing som noget, der skal bruges til pension, mens det kun gælder for 32 procent af kvinderne.

- Det er som om, mændene og kvinderne kommer fra hver sin virkelighed, når det gælder opsparing. Det er rigtig dejligt at komme på ferie, men pengene til ferie er jo hurtigt brændt af, - mændene har mere fokus på fremtiden i form af pension og bolig, siger forbrugerøkonom i Nordea Ann Lehmann Erichsen og henviser til undersøgelser fra Danmarks Statistik, der ligeledes viser, at mænd ejer flere boliger end kvinder.

Hos bankportalen Mybanker råder man kraftigt kvinderne til at interessere sig mere for pension, da mange ellers bliver ramt hårdt i alderdommen.

- Det er en katastrofe, at kvinder ikke tænker mere på pension, fordi de lever længere end mænd, og derfor har mere behov for at tænke på pension end mænd. Hvis kvinderne ikke bliver mere interesserede i deres langsigtede opsparing, så bliver de for fattige til at opretholde et ordentligt liv. Det kan betyde, om de skal bo i en etværelses eller en treværelses, og det er ærgerligt at opdage for sent, siger partner hos Mybanker John Norden.

Hos det privatøkonomiske rådgivningsfirma Uvildige roser rådgiver Brian Stjernholm tværtimod kvinderne for at spare op til ferien, fremfor at låne til den.

- Det er da fornuftigt. Hvis du skal ud og låne til den slags, så vil det være til en meget høj rente, og så bliver det lige pludselig dyrt at komme på ferie, siger Brian Stjernholm.

Undersøgelsen viser ligeledes at ni procent af kvinderne også sparer op til deres børn, mens det kun gælder for fem procent af mændene.

- Det undrer mig lidt, at mændene ikke har samme fokus som kvinder på at spare op til børnene. Også fordi det er smartest at spare op til børnene, mens de er små, så børnene kan få en pæn opsparing med hjemmefra. Så er det lettere at smæk kassen i, når de flytter hjemmefra, siger Ann Lehman Erichsen.

Hun peger desuden på, at opsparing til børnene, mens de er små i højere grad sikrer, at man behandler sine børn ens.

- Folk bliver jo ofte skilt og får flere hold børn. Sparer man op til dem, mens de vokser op, så bliver de i højere grad behandlet ens og fair, siger hun.

Herunder kan du se, hvordan de adspurgte i undersøgelsen svarede:

Ingen plan med opsparingen:

Mænd: 24 procent

Kvinder: 22 procent

Jeg sparer op til bolig:

Mænd: 19 procent

Kvinder: 17 procent

Jeg sparer op til ferie:

Mænd: 19 procent

Kvinder: 28 procent

Jeg sparer op til dårlige tider:

Mænd: 20 procent

Kvinder: 26 procent

Til pension:

Mænd: 37 procent

Kvinder: 32 procent

Sparer op til mine børn:

Mænd: 5 procent

Kvinder: 9 procent

Større forbrugsgoder:

Mænd: 12 procent

Kvinder: 18 procent

Sparer op til afbetaling af gæld:

Mænd: 9 procent

Kvinder: 9 procent

Sparer op til andre ting:

Mænd: 10 procent

Kvinder: 12 procent

Ved ikke:

Mænd: 3 procent

Kvinder: 2 procent

Kilde: Undersøgelse foretaget af TNS Gallup for Nordea. 1006 personer mellem 18 og 65 år er blevet spurgt.

I tv-indslaget herunder kan du se, hvordan de rigeste sparer op for at få gode afkast i øjeblikket: