Penge

Eksperter er overraskede: Staten tjente 18 mia. på bankpakker

Arkivfoto. Niels Ahlmann Olesen / Scanpix Denmark

Bankpakkerne har været en overskudsforretning. Det overrasker flere eksperter.

Staten skal ikke redde grådige banker, der kaster lån og kreditter efter tvivlsomme ejendomsspekulanter og finansjonglører. Sådan lød det, da den daværende regering lancerede den første af en stribe bankpakker i efteråret 2008 i et desperat forsøg på at afværge en bølge af finansielle krak og konkurser.

Otte år senere kan kritikerne glæde sig over, at staten ikke nøjedes med at dække spekulanterne af. Samlet set har bankpakkerne givet statskassen et overskud på 18 milliarder kroner, fremgår det af den endelige opgørelse fra Erhvervs- og Vækstministeriet.

Overrasker førende finanseksperter

At bankpakkerne har været en solid overskudsforretning for staten, overrasker flere førende finanseksperter.

- Man skal huske, at alt var kaos dengang, finanskrisen ramte os, siger professor i finansiering på Handelshøjskolen CBS i København, Jesper Rangvid, til Politiken.

- Bankpakkernes enkle formål at forhindre, at det gik endnu værre, end det gjorde. Og nu viser det sig så, at staten har scoret 18 milliarder kroner på bankpakkerne. Det kan man da kalde en super positiv udvikling«, siger Rangvid.

Garantier for 3.500 milliarder

Garantier for svimlende 3.500 milliarder kroner blev spændt ud under de danske pengeinstitutter og fulgt op af statslån for langt over 46 milliarder, som de kriseramte banker kunne låne, hvis de var villige til at betale for det.

Også professor Finn Østrup fra CBS roser bankpakkerne:

- Imponerende, at politikerne kunne tage sig sammen til at vedtage så stor en garanti så hurtigt.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) glæder sig over, at det endelige regnskab "afliver myten" om, at bankerne tørrede tabet af på staten og lod skatteborgerne betale den finansielle krise. Milliarderne er siden gået ind i statsbudgettet og især oprydning efter krisen.