Penge

Nu får Legos ansatte den største lønbonus nogensinde

Jørgen Vig Knudstorp, der er administerende direktør i Lego, kunne for for 10. år i træk præsentere et overskud, der var rekordstort. Nu kommer bonussen - til medarbejderne. FABIAN BIMMER / Scanpix Denmark

Ifølge en ny undersøgelse står 650.000 danskere til at få en bonus i år. I Lego er det nærmest tradition, og i år er ingen undtagelse. Tværtimod.

Jublen ville næsten ingen ende tage, da den danske legetøjsmastodont Lego præsenterede årsregnskab den 1. marts 2016. Lego kom ud af 2015 med det bedste resultat i legetøjskoncernens historie - et overskud på ni milliarder kroner.

Dét kommer nu medarbejderne til gode i form af en lønbonus, oplyser Lego til TV 2.

Legos omkring 17.000 ansatte modtager sammen med deres martsløn en lønbonus for det gode resultat - en bonusudbetaling, der er den største i Legos historie målt i kroner og ører.

Det fortæller Roar Rude Trangbæk, der er pressechef i Lego, til TV 2.

- Alle medarbejderne får en bonus for resultatet i regnskabsåret, og alle får minimum fem procent af deres årsløn i bonus, men det kan også være meget mere, siger han. 

Bonus på op til 35 procent

Mange af medarbejderne kan se frem til en ekstra månedsløn. Enkelte kan sågar modtage helt op til 35 procent af årslønnen i bonus.

Hvor stor, medarbejderbonussen er, afhænger af den afdeling, man arbejder i, lyder det fra Legos pressechef.

Der findes koncernmål, gruppemål for afdelinger og individuelle mål, bonussen bliver sat efter. Det kan derfor variere meget, hvor meget medarbejderne får udbetalt, fortæller Roar Rude Trangbæk

Han vil dog ikke vil oplyse konkrete beløb.

650.000 danskere får bonus i år

Lego er ikke den eneste danske virksomhed, der udbetaler bonusser til medarbejderne i år.

En ny undersøgelse blandt 2.000 danske lønmodtagere foretaget af Epinion for Deloitte viser, at op mod 650.000 danskere potentielt får en bonus med hjem i år.

Selvom langt de fleste svarer i undersøgelsen, at de ikke får udbetalt en bonus, er der brancher, hvor det sker jævnligt. Faktisk bliver det mere og mere almindeligt, at de ansatte får del i overskuddet, lyder det fra Kim Domdal, der er partner i Deloitte.

Særligt i brancherne industri, produktion, energi og affald og i mediebranchen er der tradition for at uddele bonusser, viser undersøgelsen.

- At belønne medarbejderne med en bonus bliver mere og mere almindeligt i disse år, hvor der virkelig er kamp om talenterne. Der er ingen tvivl om, at en bonus er et positivt signal til medarbejderne. Det er en måde at sige ’du gør det godt’, lyder det fra Kim Domdal.

Bonus for tredje år i træk

Det gælder også i Lego, hvor det ikke er første gang, at koncernens mange medarbejdere får en bonus.

I 2015 udbetalte Lego det, der svarede til minimum to procent af årslønnen, og enkelte medarbejdere fik op til 35 procent af lønnen i bonus. Det samme skete i 2014, hvor mange af de ansatte ifølge tv2.dks oplysninger, fik en bonus, der svarede til en ekstra månedsløn.

Ifølge pressechefen indgår Legos bonusordning som en del den incitatementordning, der skal få medarbejderne til at yde deres bedste, men det er ikke hovedformålet med bonussen. Det handler primært om at sige tak, lyder det. 

To Lego-bonusser i år

Særligt i år er der særlig god grund til at være en glad medarbejder i Lego.

Bonussen, som medarbejderne står til at modtage i 2016 er nemlig den anden, som medarbejderne har fået i 2016.

I begyndelsen af året fik de ansatte også en ekstra bonus – én måneds ekstra løn i 'gave' fra familien Kirk Kristiansen, der ejer Lego, som tak for det gode arbejde.

- Det var ikke en bonus som den, medarbejderne modtager nu. Det var en ekstraordinær gave fra koncernledelsen. Ejerfamilien ville sige tak for den indsats, som medarbejderne havde ydet de seneste mange år, der har været præget af stor vækst, siger Roar Rude Trangbæk.