Ekspert advarer kunderne: Pas på Nykredits nye tilbud
Bankerne står i kø for at ’kapre’ de utilfredse kunder i Totalkredit. Nu har Nykredit Bank også meldt sig på banen. Det får en ekspert til at advare.
Jorden Brænder under realkreditgiganterne Nykredit og Totalkredit.
Tusindvis af realkreditkunder raser over, at de nu står til at betale mere i gebyrer på deres boliglån, alt i mens de konkurrerende banker lokker med nye produkter og tilbud til de kunder, der er villige til at skifte deres realkreditlån ud med et boliglån i netop deres bank. Nu har også Nykredit Bank fulgt eksemplet.
Nykredit tilbyder kunderne, at de kan omlægge fra realkreditlån i Totalkredit til et alternativt bank-boliglån i Nykredit Bank – uden gebyrer.
Tilbuddene fra Nykredit og de konkurrende banker skal man dog passe på med at tage i mod, lyder opfordringen fra John Norden, der er partner i prisportalen Mybanker.dk.
Banken kan skrue på renten
Selvom det kan lyde fristende med et billigere banklån, skal man være opmærksom på, at et banklån - et såkaldt prioritetslån - netop ikke er det samme som et realkreditlån.
- Man kan ikke sammenligne et realkreditlån med et banklån, og det er for mig at se ikke en oplagt løsning for en kunde at skifte til et prioritetslån. For det er for dyrt og for usikkert. Vælger man et banklån, er man udsat for bankens indtjeningsbehov, og banken kan skrue på renten, hvis man kommer i uføre, siger John Norden.
Hvis man bliver skilt eller fyret, kan banken sætte renten op. Og det gælder for alle de lån, som bankerne i øjeblikket lokker med - også Nykredit Banks, lyder det.
Her skal alarmklokkerne ringe
Det betyder ikke, at man skal udelukke muligheden for, at et banklån kan være en løsning, hvis man oplever, at man er havnet i en bidragsklemme.
Fordelen ved et banklån er, at det er nemmere - og billigere - at skifte til en anden bank, men det kan være vanskeligt at gennemskue, hvornår det er en god idé for den enkelte at gå bankvejen, lyder det fra John Norden.
- Det er en total uigennemskuelig situation lige nu, og det er umuligt at sige, om det er en god idé eller ej. For det kommer an på, om kunden har et hus, der er blevet mere eller mindre værd, og hvordan den økonomiske situation ellers ser ud. Mit råd er, at man ikke bare skifter sit realkreditlån ud med et banklån. Her skal alarmklokkerne ringe, siger han.
Man skal undersøge muligheden for og danne sig et fuldt overblik, inden man træffer et valg, slutter John Norden.