Denne bilforsikring er billigst - spar op til 16.300 kroner
For mange bilejere er der tusindvis af kroner at spare ved at skifte bilforsikring. Her kan du se, hvilken forsikring der lige nu er billigst.
Priserne på kasko- og ansvarsforsikringer hos de danske forsikringsselskaber er en varierende størrelse.
Hvis man årligt sørger for at tjekke prisen på sin forsikring op i mod de nye priser på markedet, så kan der nemt være tusindvis af kroner at spare.
En undersøgelse lavet af TV 2 i samarbejde med mikonomi.dk, viser, at det er muligt at spare 16.300 kroner om året, hvis du er en bilejer på 18 år med en ansvars- og kaskoforsikring.
For en 45-årig er det muligt at spare op til 6.000 kroner om året.
- Vi ser typisk, at når vi laver de her undersøgelser, er der stor variation i priserne hos de forskellige forsikringsselskaber. Det kan være grundet den konkurrence der er på markedet, siger medstifter af Mikonomi.dk, Martin Jørgensen i en kommentar til undersøgelsen.
Priser skifter konstant
På grund af de store forskelle, lyder det altoverskyggende råd også på, at man selv sammenligner priserne hos selskaberne med udgangspunkt i ens egen situation.
- Det anbefales, at folk undersøger priserne og dækningen hos deres forsikringsselskab en gang om året, siger kommunikationsassistent Mads Madsen fra Mikonomi.
Dette bliver forsikringen sat ud fra
Alderen på forsikringstageren er den faktor, som får forsikringen til at svinge mest. Især for den yngre bilejer er der derfor rigtig mange penge at spare ved at tjekke op på forsikringen.
Mens alder er det vigtigste, så betyder antallet af klip i kørekortet ikke noget for forsikringsprisen overhovedet. Det viser en analyse fra findforsikring.dk.
Ifølge FDM er der sjældent særlig stor forskel på, hvordan selskaberne dækker, når uheldet er ude, så rådet er, at gå efter den billigste pris, og så læse det med småt i policen her.
I tv-indslaget herunder kan du ligeledes se, hvilket gebyr på billånet, du aldrig må overse, fordi det kan forhandles ned.