Regninger vælter ned over danskere der downloader ulovlige film

16x9
Forbrugerombudsmanden går ind i sagen om ulovlige film og serier på nettet. Foto: STEEN OLE / POLFOTO

Det vælter ind med breve til danskere, som anklages for at have set film ulovligt. Brevene indeholder et betalingskrav på 1.500-2.200 kroner.

Endnu engang er advokatfirmaer, som repræsenterer rettighedshavere til film, ude med riven.

Advokatfirmaerne sender regninger til forbrugere, som ifølge advokaterne, har streamet eller downloadet film ulovligt.

Derfor opfordrer Forbrugerombudsmanden nu folk til at gøre indsigelse, hvis der dumper et brev fra en advokat ind ad døren, med et krav om at betale et beløb på ’typisk 1.500-2.200 kroner.

(Har du modtaget sådan et krav, hører TV 2 gerne fra dig. Kontakt os via 1234@tv2.dk eller journalist Maja Kærhus på mkae@tv2.dk)

Det sker, efter at Forbrugerombudsmanden den seneste tid har fået flere klager fra forbrugere, som ikke mener, at de har downloadet ulovlige film – men alligevel har fået et brev.

Firmaerne skriver, at folks IP-adresse er blevet brugt til ulovligt at downloade en bestemt film på nettet.

- Det er selvfølgelig ubehageligt at blive anklaget for noget, man ikke mener at have gjort. Jeg vil råde de forbrugere, der ikke mener, de har downloadet filmen, til straks at oplyse advokatfirmaet om det, siger Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen i en pressemeddelelse.

Bevisbyrde er svær at løfte

Det er langt fra første gang, at flere danskere får breve fra advokatfirmaer, der stiller bødeforlæg på grund af overtrædelse af filmrettigheder.

Ifølge forbrugerbloggen.dk har tidligere domme vist, at bevisbyrden er svær at løfte for advokatfirmaerne. For ifølge dommene, er det ikke nok, at en persons IP-adresse er blevet brugt til at se film ulovligt, for at personen kan blive dømt.

Forbrugerombudsmanden oplyser, at en forbruger, som modtager et brev fra advokaterne, bør kontakte retshjælp eller egen advokat, såfremt sagen ikke kan løses ved at tage direkte kontakt til advokaterne bag brevene – altså i de sager, hvor modtagerne af brevene ikke mener, at have handlet ulovligt.

Sådan får firmaerne fat i brevmodtagerne

Fælles for brevmodtagerne er, at de alle kan tilknyttes en digital adresse, hvorfra der er hentet film eller serier ulovligt.

Det er danske advokater, der på vegne af rettighedsindehavere sender brevene.

Rettighedshaverne har overvåget internettrafikken omkring en række torrents - små filer, der kan linke brugere sammen til udveksling af blandt andet film - og har på den måde identificeret ip-adresser over hele verden.

Danske adresser udleveres

Når ip-adresserne er danske, har firmaerne via danske advokater kunne forbinde ip-adresserne med fysiske adresser ved hjælpe af domstolene. Det forklarer Jesper Lund fra IT-politisk forening.

- Man møder op med noget dokumentation i form af en lang række ip-adresser. Her kan man påvise, at der er hentet ulovligt materiale, og så beder man retten kræve af internetudbyderne, at de udleverer navnene på ejerne af ip-adresserne. Og det gør de så, har Jesper Lund tidligere forklaret TV 2.

De senere par år har der været flere lignende sager, hvor forskellige advokatfirmaer sendte breve ud til danskerne – og i august sidste år blev to danske hjem på Fyn ransaget af politiet, mistænkt for ophavsretskrænkelser af særlig grov karakter.