Uddrag fra Natascha Kampuschs erklæring

16x9

Åbent brev fra den bortførte østrigske pige Natascha Kampusch

Den 18-årige østriger Natascha Kampusch, som sidste uge efter otte års fangenskab formåede at flygte fra sin bortfører, gav i et åbent brev indblik i sine tanker efter flugten og bortførerens selvmord.

Hermed følger uddrag fra den erklæring, som børnepsykologen Max Friedrich på vegne af pigen læste op på en pressekonference i Wien, direkte henvendt til offentligheden og journalister:

Nataschas erklæring
Jeg er godt klar over, hvor stort et indtryk de seneste dages begivenheder må have gjort på Dem. Jeg kan godt forestille mig, hvor chokerende og rystende en tanke det er, at sådan noget overhovedet er muligt. Jeg er også klar over, at De møder mig med en vis nysgerrighed og selvfølgelig gerne vil vide nærmere detaljer om de forhold, jeg levede under. Forlods vil jeg dog fastslå, at jeg ikke vil besvare nogen som helst spørgsmål om intime og personlige detaljer. Jeg vil retsforfølge enhver overskridelse af mine personlige grænser, uanset hvem det er, der overskrider voyeuritstiske grænser. De, der prøver det, kan belave sig på noget.

Mit rum var indrettet tilstrækkeligt. Det var mit rum. Og ikke egnet til at blive vist frem for offentligheden.

Min dagligdag var velordnet, mestendels med en fælles morgenmad - han (bortføreren, red.) arbejdede for det meste ikke - hjemmearbejde, tv-kiggeri, snak, madlavning. Sådan var det årevis. Alt sammen ledsaget af frygt for ensomheden.

Han var alene om bortførelsen, alting var allerede forberedt. Sammen med mig indrettede han så rummet, som ikke kun var 1,60 højt (som tidligere angivet i pressen, red.) Jeg har i øvrigt ikke grædt efter flugten. Der var ingen grund til sorg. I mine øjne ville hans død ikke have været nødvendig.

Han var en del af mit liv. Derfor sørger jeg på sin vis nu. Det passer selvfølgelig, at min ungdom var anderledes end så mange andres. Men principielt føler jeg ikke at være gået glip af noget. Jeg slap for mangt og meget såsom at begynde at ryge og drikke og få dårlige venner.

Jeg har det godt, der hvor jeg for øjeblikket opholder mig, om end jeg føler mig en smule umyndiggjort. Jeg har selv besluttet, at jeg kun vil have telefonisk kontakt til min familie. Jeg vil selv bestemme, hvornår jeg tager kontakt til journalister.