"Irakerne stod ved den lidende Jesus"

Politiet gik ind i kirken med visir, kniple og hjelme og trængte irakere op mod Jesus på korset, fortæller præst

"Jeg kommer ind i kirken på et tids­punkt, hvor irakerne havde forsamlet sig oppe ved altret. De stod ved billedet af den lidende Kristus på korset; der stod de med deres børn og babyer, og så var der fyldt med kampklædt politi med visir, knipler og hjelme i resten af kirken." Sådan oplevede præsten ved Brorsons Kirke, Per Ramsdal, nattens rydning af kirken, hvor en gruppe irakere havde forskanset sig for at undgå udvisning.

Efter at politiet havde omringet kirken ringede de og vækkede præsten og fortalte ham, at de havde iværksat en aktion for at se, om der var nogen efterlyste blandt irakerne, og at de ville forsøge at gøre det så fredeligt som muligt.

"Men det blev det så ikke," konstaterer Per Ramsdal.

Kirkens frirum krænket
Efter at have set irakerne forsamlet under korset var præsten dybt rystet over det, han oplevede som en krænkelse af kirkens frirum.

"Jeg tænkte bare, at jeg må gå med det samme igen, for det kunne jeg ikke bære at se. Det var et voldsomt billede. Jeg gik igen og måtte heller ikke være der."

Ville begå selvmord
En af irakerne forskansede sig i kirketårnet indvendig i kirken, hvor han truede med at springe ud.

"Så har de arresteret alle de mandlige irakere. Alle kvinder og børn har fået lov til at gå og er gået ud i byen til venner og bekendte, så kirken er tom nu, men ser rimeligt hærget ud. Den er ret ødelagt," fortæller præsten.

Politiet havde efterladt kirken åben, så alle og enhver kunne gå ind. Da præsten ville låse af, opdagede han pludseligt en arm.

"Lige inden jeg skal til at slukke lyset, kan jeg se en arm, der stikker op mellem stolene, der er kastet i en bunke. Så sidder der en gammel kone fuldstændigt i chok og kan ikke sige noget. Hun kan bare stikke armen op, og det er fuldstændigt tilfældigt, at jeg lige ser den arm, inden jeg slukker lyset."

Nogle af de frivillige tager sig nu af kvinden, fortæller præsten.

Han mener nu, at hele det kirkelige Danmark skal stå sammen i protest mod rydningen.