Sander vil have privat universitet

16x9

Et dansk universitet ejet af store virksomheder som LEGO, Danfoss eller Mærsk vil snart se dagens lys, hvis det står til videnskabsminister Helge Sander (V). Han har netop taget det første spæde skridt mod et privat uni­versitet ved at sætte en undersøgelse i gang, som skal klarlægge gevinster og faldgru­ber, skriver Berlingske Tidende.

"Vi har diskuteret det her i flere år. Nu skal der handling bag ordene, og derfor har jeg sat en undersøgelse i gang, så vi har et ordentligt grundlag at tage stilling på," siger Sander.

Virksomheder skal være medspillere
Det er i den nye bog "Fremtidens Universitet", at videnskabsministeren melder ud, at han gerne vil sikre danske studerende bedre adgang til internationale uddannelsesmiljøer og erhvervslivet.

Det skal ske gennem et rent privatejet universitet eller et universitet ejet af et konsortium af et dansk og et udenlandsk universitet med en eller flere virksomheder som medspillere.

"Et privatejet universitet vil lette de unges overgang fra bog til beskæftigelse," begrunder Helge Sander.

Pas på med for mange universiteter
Hos Dansk Industri er man umiddelbart glade for forslaget.

"Grundlæggende er det en rigtig god idé. Men Danmark er et lille land, og vi skal passe på med at få for mange universiteter," siger Charlotte Rønhof, der er forskningspolitisk chef i Dansk Industri, DI.

En række danske virksomheder indgår allerede i et tæt samarbejde med de eksisterende offentlige universiteter i form af donationer til eksempelvis laboratorier. Men Helge Sander forventer selv, at hans forslag om virksomhedssponsorerede universiteter vil kræve helt ny lovgivning på området.

Skal fungere lige som offentlige
Den socialdemokratiske forskningsordfører Kirsten Brosbøl bakker ikke umiddelbart op om Helge Sanders ønske.

"Det er helt afgørende, at et privat universitet skulle fungere på lige vilkår med de offentlige universiteter, så der ikke er en favorisering af de private tilbud, hvilket vi for eksempel har set på sundhedsområdet. Jeg har svært ved at se, hvordan det skulle kunne lykkes," siger hun.