Roskilde Festivalen er i krise

16x9

For få år siden var Danmarks største kulturbegivenhed, Roskilde Festival, sikker på at kunne melde udsolgt. Nu er festivalen ramt af finanskrise, faldende salg af cd'er,og ikke mindst en lav svensk krone, der ventes at få mange svenskere til at blive hjemme, skriver Politiken.

"Vi risikerer helt klart at miste meget af vores publikum fra Sverige og Island, som er hårdt ramt af finanskrisen. Deltagerne fra de to lande plejer at udgøre omkring 12.000 mennesker," siger Roskilde Festivals direktør, Henrik Rasmussen til avisen.

Flere penge til musikken
Musikerne vil have flere penge for at spille koncerter, fordi de mister indtjening på det faldende cd-salg.

Årets musikbudget er på 37,5 millioner kroner, hvilket er rekord for Roskilde, men ikke forslår meget, hvis man skal hente nogle af de virkelig store koncertnavne som Bruce Springsteen, AC/DC, Madonna eller Depeche Mode. De spiller alle i Danmark til sommer, men foretrækker at tjene større penge på deres egne koncerter frem for at berige Roskilde Festival med et besøg.

"Vi ville gerne have kunnet præsentere et af de navne, men de har sagt nej eller været for dyre," siger Roskilde Festivals musikchef Rikke Øxner til Politiken.