Redaktør: Adobe-hack er skræmmende

16x9

<p>Passwords til omkring 130 millioner konti hos softwaregiganten Adobe er blevet lækket på nettet.</p>

Passwords til omkring 130 millioner konti hos softwaregiganten Adobe er blevet lækket på nettet.

Det sker efter at Adobe er blevet hacket, og det er ikke første gang, at det sker for virksomheden bag softwareprogrammer som Flash Player, Photoshop, Acrobat og meget andet.

Det nye hack varsler om nye tider, mener redaktør på TV 2 Beep, David Guldager.

- Det er skræmmende, at vi gang på gang ser de store databaser, som man gennem tiderne har haft tiltro til, været så nemme at hacke og lække informationer fra, siger han.

- Men det viser bare, at tiden hvor man var sikker på nettet er slut. Indtil videre har hackerne ikke brugt informationerne til andet end bare at vise deres magt.

Det skal du gøre
David Guldager opfordrer til, at man tager hacket seriøst, også selvom man tænker, at det ikke er noget der vedkommer én her i Danmark.

- Man kan ikke bare sige, at man er ligeglad, for hvis du på ét eller andet tidspunkt har hentet Photoshop eller lignende, og dermed har en Adobe-konto, så er der stor risiko for at dit password er blevet lækket, siger han.

- Rådet lyder generelt, fra de it-sikkerhedseksperter jeg taler med, at det er en god ide at lave forskellige password til de forskellige tjenester.

Så hvis man har valgt den samme kode til sin Adobe-konto som til mange af de internettjenester, man benytter sig af - såsom Facebook eller andre - så skal man med det samme ændre sine koder, forklarer redaktøren.

- Gør det i dag, og gør det manuelt på Adobes webside. Man skal ikke vente, til man får en mail. Generelt skal man passe på mails, hvor man skal trykke på et link, da it-kriminelle kan udgive sig for at være fra eksempelvis Adobe.

Klikker man på et falsk link, kan det i værste fald betyde, at éns personlige oplysninger bliver lækket fra éns computer, så derfor skal man aldrig klikke på et link fra en tredjepart, råder David Guldager.

Man kan godt have tillid
Selvom at Adobe nu er blevet hacket, så mener Guldager, at man kan have tillid til virksomheden.

- Man kan godt have tillid til Adobe, for det her kunne være sket for så mange andre. Vi har jo set både Apple og Rigspolitiet blive hacket, siger David Guldager.

- Vi er kommet ind i en tid, hvor vi må indse, at vores oplysninger ikke er særlige sikre på nettet, så man skal tage sine forholdsregler.

Lækken fra Adobe omfatter udelukkende passwords til Adobes tjenester, så se at få det ændre allerede i dag.