Nu vil Google hjælpe dig med ALT

16x9

<p>Internetgiganten Google er ikke færdig med at præsentere nyheder.</p>

Internetgiganten Google er ikke færdig med at præsentere nyheder.

I sidste uge blev Nexus 5-smartphonen og den nyeste version af styresystemet Android, Android 4.4 med tilnavnet KitKat, vist frem for forbrugerne.

Under overskriften ’Real help from real people in real time’ har Google nu annonceret Helpouts: En ny hjælpetjeneste, hvor brugerne kan videochatte med eksperter inden for en lang række emner, eksempelvis musik, skønhed, madlavning, sundhed og gør-det-selv-byggeri.

Her kan du få råd og vejledning om stort set alt, lige fra at bage en kage til at stå i den rigtige yoga-stilling.

- Med Google Helpouts har vi mulighed for at åbne hele verden op for alle. Størstedelen af verdens mest brugbare information forbliver i folks hoveder, siger Udi Manber, der er chef for Googles ingeniørafdeling, til tech-sitet Mashable.

Helpouts fungerer således som en markedsplads, hvor indholdet er bestemt af Google. Her kan godkendte virksomheder tilbyde deres tjenester til interesserede, og de bestemmer selv, hvor meget brugerne skal betale for en video-session.

Google, der selv får 20 procent af hver transaktion, forventer, at en stor del af tilbuddene vil blive gratis for brugerne. Google har på nuværende tidspunkt inviteret 1.000 virksomheder til at deltage.

Google Helpouts er tilgængelig via websitet helpouts.google.com og via en app til Android. En iOS-app er også på tegnebrættet. Indtil videre findes Helpouts kun på engelsk.

Du kan se Googles egen præsentation af Helpouts i videoen herunder.