Nu er Instagram klar til Windows Phone

16x9

<p><em>Foto: Microsoft</em></p>

Foto: Microsoft

Verdens mest populære app til deling af billeder på nettet, Facebook-ejede Instagram, der har over 150 millioner brugere på verdensplan, er klar til Windows Phone 8.

Det oplyser Microsoft i et blog-indlæg.

- Vi er altid glade for at kunne præsentere nye apps til Windows Phone-platformen, men i dag markerer alligevel en lidt særlig dag, fordi vi kan præsentere den officielle Instagram-app til Windows Phone, skriver Jon Bille, der er chef for Windows Phone-divisionen i Microsoft Danmark, på bloggen.

Han tilføjer, at Instagram til Windows Phone har sin egen ’Live Tile’ på startskærmen, som bliver opdateret med live-feeds, så brugerne hele tiden kan holde øje med deres venners billedstrøm.

iOS- og Android-brugerne har længe haft mulighed for at tage fotos fra deres dagligdag, tilføje fotofiltre og dele dem med venner og bekendte via Instagrams app, og sidst i oktober blev det i forbindelse med Nokias pressevent i Abu Dhabi oplyst, at en Windows Phone-version af Instagram-app’en var på vej.

Nu er app’en så langt om længe blevet udgivet og er klar til at blive downloadet fra Microsofts app-butik Windows Phone Store.

- Når vi særligt glæder os over at byde velkommen til Instagram på Windows Phone-platformen, så skyldes det, at Windows Phones, herunder især den nye Lumia 1020, er blandt de allerbedste kameramobiler på markedet, forklarer Jon Bille.

- Vi ved, at rigtig mange af vores brugere er begejstrede for netop kameraet i deres smartphone, og at mange er glade for at dele deres mobile snapshots – og her er Instagram en must-have app.

Instagram er ikke den eneste app, der netop er udkommet til Windows Phone. Det er også trafik-app’en Waze, der endnu er forholdsvis ukendt blandt danske smartphone-brugere, men som ifølge Microsoft er en af de mest udbredte af sin slags på verdensplan.

Windows Phone-platformen er tidligere blevet udskældt for at mangle apps, men Microsoft oplyser, at antallet af tilgængelige Windows Phone-apps nu er oppe på 190.000, og at der i øjeblikket er en tilgang på cirka 500 apps om dagen i Windows Phone Store.