Her gennemgår smartphones deres værste mareridt

16x9

<p><strong>SHANGHAI:</strong> Lufthavn er det første ord, der falder mig ind, da vi passerer glasdørene og træder ind i den aflange og udtryksløse hal

SHANGHAI: Lufthavn er det første ord, der falder mig ind, da vi passerer glasdørene og træder ind i den aflange og udtryksløse hall, der giver adgang til en af det kinesiske netværks- og telekommunikationsforetagende Huaweis forsknings- og udviklingsafdelinger.

Vi befinder os i ydrekanten af den nye og moderne del af millionbyen Shanghai – Pudong hedder distriktet på østbredden af Huangpu-floden, hvor skyskrabere i alle afskygninger kæmper om at vokse længst ind i himlen om dagen og have det mest opsigtsvækkende lysshow om aftenen.

- Ni hao, hilser en ung kinesisk kvinde, der bærer det obligatoriske medarbejderkort i plastik rundt om halsen i en postkasserød keyhanger. Den bryder med hendes sorte nylonstrømper, mørkeblå nederdel og sorte skjorte.

Mine øjne fanger med det samme skærmene, der hænger i en lang række over receptionen.

- Hjerteligt velkommen til vores ærefulde gæster fra Norden, fortæller den rullende tekst.

Der er ingen tvivl om, at kineserne går op i detaljer og i at få deres gæster til at føle sig velkomne. Noget der bliver bekræftet få sekunder senere, da en fotograf peger på et slidt kryds på gulvet og får os til at stille an til et gruppebillede. Både jeg, de tre andre nordiske journalister og værten fra den svenske afdeling af Huawei smiler fåret.

I denne Huawei-bygning bliver nye løsninger og produkter udviklet og testet. Yang Cheng Jun, der er en del af testholdet og har arbejdet med udviklingen af selskabets nyeste smartphone Ascend P6, er dagens rundviser. Ligesom størstedelen Huawei-medarbejderne er han ikke fyldt 30 år endnu.

LÆS OGSÅ: Kineserne giver dig sexet design med wow-faktor

Han giver os hånden, og på svært forståeligt engelsk beder han os om at følge med. Vi bevæger os gennem bygningen, som ud fra designet og indretningen kunne have ligget et hvilket som helst sted i verden. Kun de orientalske røde lamper i etagens loft afslører, hvilken verdensdel vi befinder os i.

I en døråbning står en vagt side om side med et stort skilt, der gør det klart, at vi er på vej ind i et topsikret område, og selvom det er oplagt at finde spejlreflekskameraet frem og skyde løs, bliver vi pænt bedt om at låse alt kamera- og optageudstyr inde i bagageboksene ved siden af indgangen, inden vi går gennem sikkerhedskontrollen. Huawei tager ingen chancer, selvom vores besøg er længe planlagt, og vores udstyr registreret.

I et lokale med dunkel belysning ser vi, hvordan man laver en såkaldt Specific Absorption Rate (SAR)-test af smartphones, hvor mængden af radiofrekvensenergi, som absorberes af den menneskelige krop, når man bruger telefonen, bliver målt i en særlig ansigtsformet beholder fyldt med gulligt væske.

Smidt på gulvet og trådt på
Yang Cheng Jun viser os derefter vej ned i en grå betonkælder, hvor der lugter fugtigt. Det er her, alt det sjove foregår – i hvert fald set med forbrugerøjne. Selskabets hardware-produkter skal inden de rammer markedet udsættes for en lang række test, der skal afsløre sårbarheder og dermed sikre høj kvalitet.

Til ære for os tager Yang Cheng Jun sin egen smartphone og smider i testmaskinerne. Den udsættes for en regulær drop-test, hvor den bliver smidt fra 80 centimeters højde ned på en hård overflade. Et high-speed- kamera filmer seancen, så udviklerne bagefter kan se i langsom gengivelse, præcist hvilke kanter af telefonen, der rammer overfladen. Information, der kan bruges til at lave mere holdbart hardware.

Yang Cheng Juns Ascend P6-smartphone bliver derefter snurret rundt – en test, der skal vise, hvor meget bevægelse den kan holde til. Telefonen bliver også ’trådt på’ med, hvad der svarer til vægten af et menneske, 70 kilo, af en maskine særligt indrettet til formålet.

Forbindelsen med opladerledningen får også en tur i maskineriet. Her bliver det blandt andet sikret, at opladerstikket kan holde til at blive bukket og vrikket rundt og ikke bliver løst eller i værste fald ødelagt ved flittigt brug. 2.000 gange bevæger maskinen ledningen.

800.000 tryk på touch-skærmen
Har du en smartphone, ved du også, at din skærm dagligt bliver udsat for utallige tryk fra dine fingre. Derfor bliver holdbarheden af den trykfølsomme skærm på Huaweis smartphones også undersøgt.

Det er dog ikke medarbejdere, der sidder og trykker løs, men i stedet er det en maskine, der med en slags mekanisk finger trykker forskellige steder på skærmen i et særligt mønster. 800.000 tryk svarer til omkring to års brug, forklarer Yang Cheng Jun.

Han foretager et opkald, da vi forlader de klaustrofobiske kælderlokaler en halv time efter ankomst, så noget tyder på, at hans smartphone har overlevet mødet med de ubarmhjertige maskiner uden at få betydelige skrammer.

Klokken er omkring 17, men alligevel er der fuld aktivitet på gangene. Her er der ikke noget, der hedder '8-16'. Vi går gennem den kæmpemæssige kantine, hvor der lige nu er mennesketomt. Der er stabelvenlige stole til flere tusinde medarbejdere, og man kan nærmest fornemme den øredøvende larm, som hver dag omkring klokken 12 fylder lokalet.

På vej mod udgangen møder vi ingen kaffeautomater, men til gengæld flere cafeer med lænestole og sofaborde. Vi passerer også en hel Huawei-butik, hvor medarbejderne kan købe selskabets produkter - til fordelagtige priser forstås.

En heftig byge har i mellemtiden forvandlet den ellers lyse hall til et mørkekammer. Dråberne tordner på taget.

Da vi passerer receptionen, tager den kinesiske kvinde, der bød os velkommen, imod en plastikpose fra receptionisterne og rækker den til mig. Den gemmer på fem grupperbilleder i glas og ’sølvramme’. Intet besøg hos Huawei uden souvenir.