Fandt sit livs kærlighed på Facebook

16x9

<p>Tirsdag er det 10 år siden, at en ung herre ved navn Mark Zuckerberg stiftede Facebook.

Tirsdag er det 10 år siden, at en ung herre ved navn Mark Zuckerberg stiftede Facebook. Et socialt medie, der tog verden med storm og for længst har rundet en milliard aktive brugere.

tv2.dk sætter i anledning af jubilæet fokus på Facebook og bringer nogle af de bemærkelsesværdige historier, som det sociale medie har været med til at frembringe.

Vi lægger ud med en kærlighedshistorie. For Facebook blev uden tvivl brugt – og bliver stadig i høj grad brugt – til at finde gamle bekendte. En af dem, som uventet har fundet kærligheden på Facebook, er Tobias Schultz.

Tilbage i 1988/89 gik han på Humble-efterskole med pigen Mette Nielsen, som han var rigtige gode venner med – ikke kærester. Desværre mistede Mette Nielsen pludselig sin mor og rejste væk, og i 23 år var der ingen kontakt mellem Tobias Schultz og Mette Nielsen. Men i 2011 skete der noget.

- Jeg fandt hende på Facebook og tænkte ’Hey, der er hun jo’! Fedt at finde netop hende! Hun blev også glad, og vi kommunikerede en del ad den vej, siger Tobias Schultz til tv2.dk.

Pludselig lå der en besked
De glemte dog hinanden lidt igen, men pludselig en dag lå der en besked på Tobias Schultz telefonsvarer.

- Mette havde aflyst vores møde på tirsdag. Jeg ringede og sagde, at hun nok havde aflyst den forkerte aftale, for jeg mente altså ikke, vi havde nogen. Til gengæld kunne vi da lave en ugen efter, hvor jeg alligevel skulle til Aarhus på en opgave, fortæller Tobias Schultz, der senere mødtes med Mette Nielsen til først en tår kaffe, der dog udviklede sig til nogle store Hancock-øl på en klassisk Aarhus-café.

De gik hjem hver for sig, men med en aftale om, at der ikke skulle gå 23 år igen.

Tog chancen
-
Jeg var rimelig hooked. Men jeg vovede det ene øje og tog en dag ud til hendes arbejde på min motorcykel og hentede hende. Vi kørte i ottetaller rundt om Silkeborgsøerne en hel dag, besteg Himmelbjerget og sådan.

Selvom Tobias Schultz oprindeligt ikke havde planlagt mere end et venskab, så udviklede det sig heftigt efter nogle flere møder.

- Det var sgu ligesom lynet slog ned i hendes kolonihavehus! Jeg var sikker på, at hun ville sige, at det nok en fejltagelse, at jeg boede for langt væk, at jeg jo havde et liv på Lars Tyndskids ydermark, at jeg ikke kunne flytte fra Holbæk, at jeg var for tyk, røg for meget, talte for meget, kørte for meget på motorcykel, men i stedet kom hun og tog mig på røven og sagde: Mmmm..., lyder det malerisk fra Tobias Schultz.

Siden gensynet, der som nævnt skete via Facebook, har parret ikke set sig tilbage. Tobias Schultz' søn, som han har fra et tidligere forhold, kalder nu Mette Nielsen for "verdens bedste papmor" og lige nu kigger parret efter et hus sammen.

Har du oplevet noget lignende? Så fortæl os om det i kommentarfeltet herunder eller via Facebook.