Derfor dukker disse bokse op når du surfer på nettet

16x9

<p>Har du også undret dig over, hvorfor du flere og flere steder skal svare ’ja’ eller ’nej’ til, at du accepterer brugen af ’cookies’, når du surfer

Har du også undret dig over, hvorfor du flere og flere steder skal svare ’ja’ eller ’nej’ til, at du accepterer brugen af ’cookies’, når du surfer rundt på danske websider?

Det er der en god forklaring på. For selvom en EU-lovgivning om ’cookies’ trådte i kraft tilbage i december 2011, er det først nu, at de danske virksomheder og offentlige myndigheder for alvor er begyndt at implementere ændringerne.

- Det skyldes, at loven medfører et paradigmeskifte for udbydere af hjemmesider. Mange hjemmesider havde allerede inden loven trådte i kraft indrettet sig med ’cookies’, og da loven så kom, var det ikke længere nok at informere om brugen af ’cookies’, nu skulle man også have brugernes samtykke, siger Brian Wessel, der er kontorchef i Erhvervsstyrelsen, til tv2.dk.

En ’cookie’ er en lille tekstfil, der kan indsamle dine oplysninger og hente allerede lagrede oplysninger på din computer, smartphone eller tablet, når du besøger en webside. ’Cookies’ bruges blandt andet til at gemme login-oplysninger eller varer i en webbutiks indkøbskurv, ligesom ’cookies’ kan bruges til at personalisere websider.

Et EU-direktiv om ’cookies’, der pålægger alle websider at få samtykke fra netbrugerne, hvis de bruger ’cookies’, blev implementeret i Danmark i 2011 ved hjælp af en 'cookie'-bekendtgørelse. Hensigten med reglerne er at bevare brugernes tillid til nettet.

Ny vejledning har sat skub i tingene
Erhvervsstyrelsen, der fører tilsyn med, at reglerne i ’cookie’-loven overholdes, vejleder på dens webside virksomhederne om, hvad de kan gøre for at leve op til reglerne – men der er ikke en rigtig løsning, fastslår styrelsen.

- Vi har sagt fra starten, at udbyderne selv skal finde en løsning. En samlet løsning er ikke realistisk, fordi alle har indrettet sig forskelligt - nogle bruger cookies meget, mens andre bruger det lidt. Det er derfor en lang proces, som der heldigvis kommer mere og mere hul på, siger Brian Wessel og tilføjer, at udviklingen går hurtigt lige nu, fordi Erhvervsstyrelsen for nylig har lavet en ny ’cookie’-vejledning, der skal gøre det lettere for virksomhederne at overholde reglerne:

- Det har især taget tid, fordi nogle har anført uklarheder i loven. Vi har hele tiden været sikre på, hvordan det rent juridisk skulle være, men det nye er, at vi har fået skabt klarhed over, hvordan loven skal fortolkes, så hjemmesiderne ved, hvordan de skal passe det juridiske ind, i forhold til hvordan de i øvrigt har indrettet sig med 'cookies'.

Gør status i december
Kontorchefen tilføjer, at der dog stadig er lang vej.

- Rigtig mange forsøger at lave løsninger lige nu, men langt fra alle kommer helt i mål. Vi kan som myndighed ikke kræve, at de skal gøre det i morgen. Vi sætter dem i gang med fem trin, de kan følge. Næste skridt er så, at vi får de sidste helt i mål. Vi er positive over, at det nu flytter sig, så der bliver ærlig kommunikation og informeret samtykke på hjemmesiderne, siger Brian Wessel.

Erhvervsstyrelsen oplyser til tv2.dk, at den i december gennemfører en undersøgelse af 50 virksomheder – herunder også offentlige myndigheder – der bruger ’cookies’ til tracking og tredjeparts-’cookies’ for at gøre status på udviklingen.