Bikefit: Indstil cyklen korrekt og undgå skader

16x9

<p>Fra fredag til fredag skal jeg sidde på en mildest talt hård cykelsaddel.

Fra fredag til fredag skal jeg sidde på en mildest talt hård cykelsaddel. Cirka 10 timer hver dag, over 1.300 kilometer og alt sammen med en cykelform, der langt fra er prangende.

Jeg hoppede for første gang op på en racercykel tilbage i starten af maj, og skal allerede om lidt bestå en ildprøve, jeg ikke helt føler mig klar til. En tur med Team Rynkeby til Paris.

Så selvfølgelig skal jeg gøre alt hvad der står i min magt for at få oplevelsen til at blive noget mere blød og sød ved min krop. Og et såkaldt ’bikefit’ var det oplagte valg. Et bikefit sørger for, at cyklen tilpasses ens krop og måde at træde på, og der kan være stor forskel i køreglæden alene ved at justere en sadel eller et styr blot få millimeter op eller ned.

LÆS OGSÅ: Følg Beep live på cykelryg til Paris

Vurdering af kroppen og udstyret 

Et fit består af flere dele. Selve rytteren skal fysisk vurderes. Hvor stærk er personen, er der nogle skævheder, skavanker og så videre. Derefter bliver sko, sadel og styr vurderet og kigget igennem og vurderet. Endelig kommer så selve cykel-tjekket, hvor rytterens tråd skal vurderes. 

Hvordan træder man, hvor langt nede er styret, hvad med ryggen, knæenes løft og skuldernes placering? Der er mange ting at tage stilling til, og som har en vigtig indflydelse på rytterens belastning og derved køreglæde. 

Copenhagen Bikefit benytter sig af 3D-kameraer til at indfange rytterens kørestil. Og for mit vedkommende var netop videoen af min cykelstil en øjenåbner af dimensioner. 

Tal fik rykket mig rundt 

Ved hjælp af sensorer på led som ankler, knæ, hofte og skulder kan kameraet indfange mine bevægelser og overføre det til computeren. De bevægelser vises i forskellige talstørrelser, der ud fra konkrete værdier kan vise, hvor jeg optimalt skal placeres og derved hvordan jeg sidder bedst muligt på cyklen i forhold til min krop og mine leds bevægelser. 

LÆS OGSÅ: Sådan går du ikke ned på udstyr på cyklen

Mens der blev trampet hårdt på pedalerne foran kameraet, blev forskellige elementer løbende justeret på min cykel. Sadlen blev sat betydeligt op, mens styret røg flere hakker ned, og drejet nedad.

Før det havde jeg fået bedre såler i skoene og en ny sadel, der gav bedre plads til min siddekomfort. Alt sammen med til at jeg nu sad betydeligt anderledes end før.

Fra bøv til pro

Og min kropsholdning ændrede sig radikalt. Jeg gik fra at ligne noget, der absolut ikke brød sig om at sidde på cyklen, med sammentrukne skuldre og krumbøjet ryg, til at ligne en ren Tour de France-helt med stil og klasse … næsten.

Pludselig fik jeg luft til ryg, skuldre og mave. Hvor jeg før havde betydelige problemer med ryg og specielt lænd, er jeg nu mere end rettet op. Og det kan meget vel være, at jeg stadig tramper løs på cyklen som en uøvet, men jeg ligner ikke en længere – så meget. 

En bikefit koster fra 2.000 kroner, og kan virke som en dyr fornøjelse. Det er meget forskelligt fra person til person, holdning til holdning. Men for mit vedkommende har det reddet min ryg – forhåbentlig hele vejen til Paris. 

Du kan følge med live her på Beep og på tv2.dk.