Pensionister strømmer ud af landet

På ti år er 300 pct. flere pensionis­ter flyttet uden for Danmarks grænser. Især solen trækker de ældre mod varmere
himmelstrøg, oplyser RadioNyhederne.

Fra midten af 90'erne er antallet af danskere, der får deres pension sendt til en udenlandsk adresse steget fra 7039 til 26.717 i 2004, viser tal fra Den sociale Sikringsstyrelse.

Stik imod myten er det ikke udsigten til en lav skatteprocent, men det var­me klima, der får ældre til at flytte sydpå, fremgår det af en ny bog: "Når pensionister flytter hjemmefra".

Bogen er redigeret af seniorforsker på Gerontologisk Institut Anne Leonora Blaakilde, som har fulgt pensionister i Spanien:

"Man kan kalde dem "klimaflygtninge", og for nogle er det livsnødvendigt, at de er flyttet. Over halvdelen af dem lider af skavanker og sygdomme. Det kan være hjerteproblemer, reumatiske sygdomme, lungesygdomme, muskelsygdomme, og nogle har depressioner. For mange af dem er det virkelig bidragydende til en bedre livskvalitet, at de er flyttet derned," siger Anne Leonora Blaakilde til RadioNyhederne.

Hvis helbredet alligevel skulle svigte, har Spanien et udmærket sundhedssystem. Alligevel er det langtfra problemfrit at være afhængigt af det offentlige spanske system.

"Der findes ikke hjemmehjælp. Og der findes ikke decideret sygepleje på de offentlige hospitaler. Det vil sige, at når man bliver indlagt, er der ingen til at hjælpe patienten f.eks med at bringe vand - i Spanien er det de pårørende, der gør det," fortæller Anne Leonora Blaakilde.

"Når pensionister flytter hjemmefra" fortæller også om pensionister, der er flyttet permanent i sommerhus, og om dem, som i sommerperioden bor på danske campingpladser. Bogen er finansieret af EGV Fonden.