Nordkorea stopper tog til Sydkorea

16x9

Det kommunistiske styre i Nordkorea meddelte i dag, at det indstiller en direkte jernbaneforbindelse til Syd-korea med virkning fra 1. december som en konsekvens af Sydkoreas "konfron­terende politik".

Ifølge landets statslige medier vil adgangen til den nordkoreanske by Kaesong, som er et populært udflugts-mål for sydkoreanere, også blive lukket. Udvalgte sydkoreanere, der arbejder på de to landes fælles projekter i Kaesong og Mount Kumgang, vil desuden blive udvist og andre vil blive udsat for kontrol ved grænsen.

Det rapporterer det statslige nyhedsbureau KCNA.

Nordkorea meddelte allerede i oktober, at landet vil lukke sin grænse til Sydkorea med virkning fra 1. december. Dengang begrundede det nordkoreanske styre sin beslutning med, at Sydkorea havde bragt forholdet mellem de to lande på et "faretruende niveau".

Restriktionerne kan lamme aktiviteter­ne på det fælles erhvervsprojekt i Kaesong, hvor flere end 32.000 nordkoreanere arbejder for 83 sydkoreansk-ejede fabrikker sammen med 1500 sydkoreanere. Projektet giver det fattige Nordkorea en indtjening på mange millioner dollar hvert år.

Nordkorea har allerede lukket sit Røde Kors kontor og de direkte telefonforbindelser over grænsen. Almindelig telefonkontakt mellem befolkningen i de to Koreaer har været lukket siden krigen i 1950-53, der beseglede opdelingen af halvøen.