Kim Jong-il gør søn til general

Det officielle nyhedsbureau i Nordkorea oplyser, at en søn og en søster til Nordkoreas leder, Kim Jong-il, er udnævnt til generaler.

Det kan understøtte spekulationer om, at Kim vil gøre sønnen Jong-un til landets nye leder.

Kim Jong-il formodes at være syg. Han har i længere perioder ikke vist sig offentligt, og de få gange, han har optrådt, har han været synligt afkræftet.

Sønnen Jong-un er formentlig født i 1983 eller 1984. Han har gået på kostskole i Schweiz. Han er aldrig tidligere blevet nævnt ved navn i Nordkoreas officielle medier.

Også Kim Jong-il's søster, Kyong-hui, er udnævnt til general, rapporterer nyhedsbureauet KCNA.

Nordkoreas kommunistparti holder tirsdag et møde blandt delegerede, som ifølge analytikere kan være starten på et tronskifte i Nordkorea.