Så mange danskere hader deres job

16x9

Danskerne elsker i høj grad at gå på arbejde, især hvis vi sammenligner os med andre vestlige lande. Alligevel hader hver tiende dansker sit job

Tidligere på ugen gav vi på tv2.dk 12 tegn til, at du lige nu sidder i det forkerte job, og det er der tilsyneladende rigtig mange mennesker, der gør.

Ifølge en international undersøgelse fra Gallup er langt de fleste mennesker i verden utilfredse med deres arbejde, og selv om Danmark klarer sig fint i undersøgelsen i forhold til andre lande, er der alligevel 10 procent af danskerne, der svarer, at de hader deres arbejde.

Hver tiende dansker svarer, at de er aktivt uengagerede på deres arbejdsplads, hvilket betyder, at de ter sig dårligt på arbejdspladsen og undergraver deres medarbejderes arbejde, fordi de i bund og grund hader deres job.

Danmark klart bedst
Sammenlignet med andre vestlige lande klarer Danmark sig ganske flot. Det er kun Norge, Island og Schweiz, der klarer sig bedre eller på niveau med Danmark.

Kigger man i den modsatte ende af skalaen - om arbejdere, der virkelig er dedikerede til deres job - er der dog ingen andre vestlige lande, der kan hamle op med danskerne. Mere end hver femte dansker beskriver sig selv som engageret i sit arbejde, og dermed er danskerne mere passionerede og dybere tilknyttede deres arbejde end de lande, vi normalt sammenligner os med.

På verdensplan finder man dog de mest tilfredse og engagerede arbejdere i det mellemamerikanske land Panama. Her fortæller 37 procent, at de elsker deres job. Værre står det til i det borgerkrigshærgede Syrien, hvor ingen ifølge undersøgelsen elsker deres job.

.