Vestager åbner for rød bloks plan

De Radikale har ellers hele tiden været imod forslag om at investere sig ud af krisen

Under en afslutningsdebat på TV 2 News onsdag aften åbnede De Radikales leder, Margrethe Vestager, en lille sprække for den røde bloks økonomiske plan.

De Radikale har hele tiden været imod rød bloks forslag om at investere sig ud af krisen, men i debatten onsdag aften åbnede Margrethe Vestager for at lempe finanspolitikken.

"Vi kan jo se, at noget af det, som var forventet sat i gang af de kommunale investeringer, er ikke blevet til så meget, som man havde forventet. Derfor vil jeg på ingen måde afvise, at der kan være et rum," sagde Margrethe Vestager på TV 2 News.

I afslutningsdebatten på TV 2 News var det store emne økonomien, og flere af landets førende politikere diskuterede, hvordan Danmark bedst ruster sig til fremtiden.