GUIDE: Undgå dyre regninger på din sommerferie

16x9

Har du bestilt din sommerferie, kan det blive dyrt at tegne de forkerte rejseforsikringer

Rødt eller grønt kort til bilen? Gult eller blåt sygesikringskort, eller en helt anden form for rejseforsikring?

At rejse er at leve, men at rejse uden forsikring er en rigtig dårlig idé. Har du glemt, fravalgt eller valgt en forkert rejseforsikring, står du selv med det økonomiske ansvar, hvis det går galt i udlandet.

Og uden den rigtige forsikring, kan det let løbe op i titusindvis af kroner og for mange familier betyde økonomisk ruin.

Så når sommerferien er bestilt er det en god ide at undersøge, i hvilken grad den offentlige rejsesygesikring dækker og hvornår en privat forsikring skal tages i brug.

Men for mange er det svært at finde hoved og hale i alle de forskellige forsikringer.

Derfor har tv2.dk nu i samarbejde med eksperten indenfor rejseforsikringer lavet en liste over, de vigtigste huskeregler og ofte stillede spørgsmål, når det kommer til at tegne en rejseforsikring.

Riccardo Krogh Pescatori er konsulent hos forsikringsoplysningen og råder folk til først og fremmest at gå ind og bruge Rejseforsikringsmåleren, som findes på nettet.

"Det er mit bedste og første råd, jeg kan give. Det er et super godt og neutralt værktøj, som viser, hvilke forsikringer du har brug for, alt efter hvilket land, du vælger at rejse til," fortæller konsulenten Riccardo Krogh Pescatori.

1. Gult eller blåt rejsesygesikringskort?

Den gule rejsesygesikring dækker den almindelige ferie i Europa, der varer under en måned. Det dækker alle former for behandlingsudgifter. Men det dækker ikke i alle lande og ikke, hvis der er arbejde eller studie indblandet i udlandsturen. Og så dækker det gule kort heller ikke for behandling af kroniske sygdomme.

Det dækker det blå rejsesygesikringskort til gengæld. Det skal du bruge, hvis du rejser i forbindelse med arbejde eller uddannelse. Det gælder også, hvis du er på ferie og skal holde et enkelt møde undervejs. Og det gælder i de lande, hvor det gule kort ikke virker.

Generelt med de to kort, så er den primære forskel, at det blå kort dækker, hvor det gule ikke gør.

Derfor er det en god ide at anskaffe sig et blåt rejsesygesikringskort for en sikkerheds skyld. Også fordi der forskellige steder i Europa er uenighed om, hvilket kort man gerne vil se. Det blå kort er gratis og kan fås gennem din kommune.

Men fælles for de to kort er, at ingen af dem dækker for hjemtransport. Hvis man bliver så syg eller kommer til skade på din ferie, så du har brug for hjemtransport, så dækker ingen af kortene.

2. Derfor er det godt at tegne en hjemtransportforsikring.

En hjemtransportforsikring kan fås hos alle forsikringsselskaber og sørger for, at alle udgifter er dækket, hvis du skal transporteres hjem. De udgifter kan meget hurtigt ende i hundredetusindbeløb, hvis man ikke har sådan en forsikring.

Flere forsikringsselskaber sælger også hjemtransportforsikringen i en pakke sammen med en almindelig rejseforsikring.

3. Hvad koster en rejseforsikring til Europa så?

En almindelig hjemtransportsforsikring, der dækker hjemtransport, kan fås til 50 kroner om året. Andre typer forsikringer og forsikringspakker koster mellem 300 og 1.200 kroner om året.

4. Skal du rejse uden for Europa?

Hvis du skal på sommerferie uden for Europa gælder hverken det blå eller det gule sygesikringskort.

På en ferie uden for Europa skal der tegnes en almindelig rejseforsikring, der dækker hele verden. Rejser man for eksempel til USA eller Australien og bliver alvorligt syg uden en dækkende forsikring, kan det nemt ruinere en hel familie. Det er ikke ualmindeligt, at en sygeseng koster over 5000 kroner om dagen.

En rejseforsikring uden for Europa kan koste mellem 300 til 1200 kroner. Den kan også indflettes i indboforsikringen hos flere forsikringsselskaber.

5. Hvad nu, hvis vi skal på bilferie?

På bilferie gælder der de samme regler inden for Europa, som på en almindelig ferie, når det kommer til det gule og det blå sygesikringskort.

Det eneste, man skal være opmærksom på, er, at der her også er tale om grønne og røde kort til bilen.

Her fortæller Riccardo Krogh Pescatori, at reglerne er blevet ændret, og det er ikke længere nødvendigt, at medbringe kortene. Det grønne kort skal dog medbringes i følgende lande:

Albanien, Bosnien­Herzegovina, F.Y.R.O.M. (Former Yugoslav Republic of Macedonia), Hviderusland, Iran, Israel, Marokko, Moldavien, Serbien, Montenegro, Rusland, Tunesien, Tyrkiet og Ukraine.

Til gengæld er der i de fleste lande krav om, at den originale registreringsattest skal kunne fremvises. Så husk den.

Riccardo Krogh Pescatori anbefaler dog, at man husker at tage registreringsattesten med sig, når man forlader bilen på ferien, så den ikke bliver stjålet.

6. Hvad gør jeg, hvis jeg bliver syg inden afrejse?

Riccardo Krogh Pescatori anbefaler også, at man tegner en afbestillingsforsikring.

Med sådan en i hånden, er du sikret, hvis du bliver forhindret i at tage af sted på ferie. Det gælder både ved sygdom og dødsfald i familien.

7. Hvad gør jeg, hvis uheldet er ude på ferien?

Hvis du har akut brug for hjælp i forbindelse med alvorlig sygdom eller tilskadekomst, skal du selvfølgelig tage på hospitalet hurtigst muligt.

I ikke-akutte tilfælde skal du altid henvende dig til dit forsikringsselskab eller SOS International. De kan anbefale dig den rigtige læge eller klinik, så du på den måde er sikret ordentlig behandling. Modsat kan de også få dig flyttet, hvis du er endt på en forkert klinik.

Inden for Europa dækker de gule og de blå kort alle udgifter, og du skal ikke selv betale for noget.

Uden for Europa kan du risikere, at du skal lægge ud for nogle udgifter til medicin eller behandling. Forsikringen vil så refundere beløbet efter endt rejse eller overføre det til kontoen hurtigst muligt, hvis det er nødvendigt.

8. Er der andet, jeg skal huske?

Husk altid at have det gule eller blå kort sygesikringskort på dig på ferie i Europa. Uden for Europa skal du så have det lille kort, du har fået fra dit forsikringsselskab. På den måde har du altid nød-nummeret, hvis du skal bruge det.

På bilferie er det også vigtigt at medbringe bilens forsikringspapirer.