S vil kortlægge mandeprostitution

Mens der er stor fokus på og mange ini­tiativer om prostitution blandt kvin­der, er det samme ikke tilfældet, når det drejer sig om mænd, som sælger sig til sex. Det vil S i København lave om på. I første omgang har partiets socialordfører, Lars Aslan Rasmussen, anmodet forvaltningen i kommunen om at kortlægge problemet.

"Den mandlige prostitution er flyttet meget over på internet og er dermed blevet mindre synlig. Men det er et område, det er vigtigt også at kigge på," siger Lars Aslan Rasmussen.

Kort over prostitutionen
Han ønsker kortlagt, hvor stort omfanget er, hvor den mandlige prostitution findes, og hvilke grupper der er indblandet i den.

"Hvis der er tale om gadeprostitution på Vesterbro, må vi have opsøgende medarbejdere på gadeplan. Er problemet samlet omkring internet, må vi se på en politik i forhold til det. På samme måde, hvis det for eksempel vedrører bestemte etniske grupper," siger Lars Aslan Rasmussen.

Han forventer, at der i Københavns Borgerrepræsentation vil være stor opbakning til at gøre en indsats mod mandlig prostitution.

"Jeg har svært ved at se, at der skulle være nogen, der er imod at hjælpe de mandlige prostituerede," siger Lars Aslan Rasmussen, som peger på, at der blandt partierne har været stor opbakning til at gøre noget i forhold til den kvindelige prostitution.