Ahmadinejad: "Jeg er en misforstĂĄet demokrat"

16x9

Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, føler sig som en misforstået demokrat, samtidig beskylder han Vesten for dobbeltmoral og for at have svigtet Iran op gennem historien.

"For 30 år siden var Iran et diktatur. Vi havde et stærkt undertrykkende regime, som USA støttede. USA gav ly til terroristerne. Det gav (Iraks tidligere diktator, red.) Saddam Hussein kemiske våben og opmuntrede ham til at bruge dem mod vore byer. Siden indførte Vesten ensidige sanktioner mod os. I dag må vi konkludere, at der er vestlige lande, der kun støtter diktaturer," siger Ahmadinejad.

Selv bedyrer Ahmadinejad, at Iran ønsker et godt forhold til alle lande.

"Vi ønsker at udvikle vores økonomi, men lige meget hvad, vi gør, er de (Vesten, red.) imod det. Vi foretrækker samarbejde, men der er ingen, der lytter til os. Mange i Vesten er under indflydelse af zionisterne," siger Ahmadinejad.

I en kommentar til menneskerettigheds­organisationen Amnesty Internationals seneste rapport om Iran, hvori det hedder, at menneskerettigheds­krænkelserne i Iran er de værste i 20 år, svarer Ahmadinejad med et angreb på USA.

"USA har hemmelige fængsler. Vi har ingen hemmelige fængsler. Ifølge vores oplysninger er antallet af fanger i USA fem gange større end antallet af fanger i Iran. Hver dag bliver der dræbt snesevis af mennesker i USA's fængsler," hævder Ahmadinejad.

Og i Europa står det ifølge Ahmadinejad ikke bedre til. Her "bliver universitetsprofessorer sendt i fængsel, hvis deres forskning viser noget, der går zionisterne imod".

Ahmadinejad afviser samtidig, at han ikke er i dialog med det iranske folk.

"Jeg har god kontakt med det iranske folk. Jeg er i tæt kontakt med folket hver dag. Men der er folk, der bryder loven. Det tager retsvæsnet sig af. Det kan godt være, at der er iranere, der ikke bryder sig om mig. Men det er de personer, der bliver valgt, der skal regere landet. Vi har 73 mil­lioner indbyggere. Måske er der 10.000-15.000, der har problemer med mig," siger Ahmadinejad, der "er meget ked" af det, der skete i kølvandet på det omstridte præsidentvalg i juni, hvor Ahmadinejad blev genvalgt.

Iran oplevede i kølvandet på præsidentvalget de værste regerings­fjendtlige demonstrationer i Den Isla­miske Republiks 30-årige historie.

"Men det var presserapporter i de vest­lige medier, der fik tingene til at spidse til. USA og andre vestlige lande rejste et oprør mod os," siger Ahmadinejad, der betoner, at Irans demokrati er mere bæredygtigt end for eksempel Tysklands.

"Er det bæredygtigt, når mindre end halvdelen af vælgerne i Tyskland stemmer? I Iran har jeg opbakning fra over halvdelen af alle vælgere. Så hvilket land er mest demokratisk Tyskland eller Iran," spørger Ahmadinejad.