Engell: Kan stadig få tårer i øjnene

Hans Engell bliver stadig rørt af at se billeder fra Murens fald

Her kommer færgen til Gedser - fyldt til bristepunktet med østtyskere. Det har ikke været muligt at finde netop det besøg, som Hans Engell omtaler nedenfor, men østtyskerne blev ved med at strømme til Danmark med Gedser-færgen

Nyhederne.tv2.dk sætter fokus på Murens fald i forbindelse med 20 årsdagen den 9. november. Her fortæller politisk kommenator Hans Engell, hvordan han oplevede dagene, da Muren faldt.

Hans Engell var justitsminister i november 1989.

Hvordan husker du dagen(e) hvor muren faldt?

Jeg sad og så fjernsyn, hvor de bragte et pressemøde med Günter Schabowski(østtysk politiker og politbureaumedlem), som blev transmitteret direkte i fjernsynet i Tyskland.

Det lignede et typisk pressemøde fra DDR - sådan lidt gråt og kedeligt med halvgamle mænd på rad og række. Men lige pludselig blev Schabowski spurgt om, hvornår Berlinmuren ville blive åbnet, som den allerede var blevet mellem Ungarn og Østrig. Og så svarede han "Ab sofort" - altså "med det samme." Jeg blev fuldstændig målløs og tænkte: " Manden må have fået en hjerneblødning."

Men jeg vidste jo, at Günter Schabowski var en del af den øverste top i det kommunistiske parti, så den var sikkert god nok. Og da så østtyskerne begyndte at strømme ind i Vestberlin i deres Trabanter, og så vidste jeg, at det var virkeligt.

Glæde og bekymring
På den ene siden havde jeg en følelse af glæde for de mennesker, der nu var blevet frie efter 28 år, og jeg kunne mærke det historiske vingesus over begivenhederne, der udspillede sig.

På den anden side var jeg dybt bekymret for, hvordan Sovjetunionen ville reagere. Jeg turde ikke helt tro, at de ville sidde det, der skete, overhørigt.

Det er vigtigt at notere sig, at russerne altid havde kampvogne, en halv millioner soldater og atomvåben parate, og flere gange havde de slået ned på demonstrationer, der især fandt sted de sidste ti år af den kolde krig.

Murens fald er en af de største politiske begivenheder, jeg har oplevet.

Hvordan var stemningen i Justitsministeriet og på Christiansborg?

Der var bekymring for Sovjetunionens træk, men også glæde og eufori.

Jeg kan huske, at der var en af mine konservative kolleger, som foreslog, at vi alle sammen hoppede på et fly til Berlin for at opleve den forandrede verden. Det synes jeg måske ikke, var den bedste idé, og jeg havde i øvrigt ikke tid.

Hvorfor ikke?

Et par dage efter Murens fald lige blev jeg ringet op af Radioavisen. De ville vide, hvad jeg havde tænkt mig at gøre med de østtyskere fra Rostock, (der lå i daværende Østtyskland, red.) som ville besøge Gedser.

På det tidspunkt havde østtyskere ikke fri indrejse til Danmark, og det krævede visum for dem at besøge landet.

En færge fyldt med østyskere
Jeg gav ikke Radioavisen noget klart svar, og fik det afværget ved at sige, at sagen skulle undersøges nærmere. Men derefter ringede Rigspolitichefen til mig og fortalte, at der var en færge fyldt med østtyskere, som var på vej fra Rostock til Gedser. Nu ville de sgu besøge deres naboer.

Rigspolitichefen ville have en forholdsordre i forhold til, hvordan grænsepolitiet skulle forholde sig.

Jeg var godt klar over, at det på den ene side godt kunne skabe ballade, hvis justitsministeren gik ind og annullerede loven. Og hvad nu hvis hele færgen af østtyskere ville søge asyl? På den anden side kunne jeg godt se, at det ikke ville se godt ud, hvis vi afviste dem.

Østtyskerne var frie efter 28 år i fangenskab, og så ville Danmarks reaktion være, at de ikke måtte besøge deres naboer.

Jeg havde kun meget kort tid til at overveje sagen, for færgen var altså på vej mod Gedser.

Hurtig beslutning
Vi tog sagen op i Justitsministeriet, og hurtigt lå det klart, at vi ville tillade dem indrejse. Jeg ringede straks til statsministeren og orienterede ham om sagen, for det kunne være et problem, hvis en minister kunne beskyldes for lovbrud.

Det endte med, at østtyskerne kom til Gedser, fik udleveret 300 kroner fra den danske statskasse og havde en fed dag blandt deres naboer, som de aldrig havde mødt. Og da dagen var forbi tog de af sted igen og ingen søgte asyl. Det var noget af en lettelse.

I dag er jeg utrolig glad for beslutningen om, at lade dem besøge Danmark.

Er der et billede eller en detalje, som du husker ekstra tydeligt?

Jeg kan huske meget tydeligt et billede, hvor østtyskere og vesttyskere og vagter fra begge sider græder, og griner på samme tid og krammer hinanden.

Jeg må indrømme, at da begyndte jeg at græde. Jeg så alt, hvad der blev sendt dernedefra, og jeg kunne ikke få nok. Og når jeg i dag ser billeder fra dengang, så kan jeg stadig få tårer i øjnene.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det var en tilfældighed, at Danmark ikke blev en del af DDR efter 2. Verdenskrig.

For os efterkrigsbørn har der været en verden til forskel på, hvordan vi voksede op - afhængigt af, om vi boede i Øst- eller Vesteuropa.

I Danmark havde vi velstand, biler, hus og demokrati. I DDR havde de intet, og de levede under kummerlige forhold. Den tanke kan ramme mig hårdt, fordi det skete så tæt på.

Er 9. november en særlig dag for dig i år?

Jeg tager her på 20 årsdagen til Berlin med en flok venner, hvor vi skal fejre det. Vi skal drikke en masse tysk øl, høre taler og feste med berlinerne.