Er blevet stenrig af skokast mod Bush

Ægteskab, drøm-me-job og endda en hest af guld. Det og meget andet er skokaster fra Bagdad blevet tilbudt

Beundret i den arabiske verden og berømt i hele verden for at have kastet sine sko efter USA's tidligere præsident Bush bliver Muntazer al-Zaidi nu forgyldt.

En emir ved Den Persiske Bugt har lovet ham en hest i massivt guld. En forretningsmand har tilbudt ham en sportsvogn, men kolleger til Bagdads berømte skokaster er overbevist om, at han vil gå på arbejde som vanligt, når han i næste uge bliver løsladt fra fængslet.

Den oprindeligt ukendte journalist fra en lille, privat irakisk tv-station - Muntazer al-Zaidi - sprang direkte ud i berømmelsen, da han den 14. december i fjor kastede sine sko mod USA's daværende præsident, George W. Bush, da Bush var på afskedsrejse i det land, han seks år tidligere havde besluttet at invadere.

Zaidis handling indbragte ham et års fængsel for at have angrebet et udenlandsk statsoverhoved.

Er blevet tilbudt ægteskab og drømmejob
Men samtidig vandt han berømmelse og beundring i hele den arabiske verden, hvilket har fået folk til at tilbyde ham alt fra ønskestillinger, penge, ægteskab, sportsvogne, en hest af det pureste guld til en politisk karriere.

Men en kollega på tv-stationen Al-Baghdadia - Mohammed Wadeh - er overbevist om, at Zaidi vil modstå fristelsen til at udnytte sin berømmelse til at forlade sit hjemland og søge lykken i Kairo eller Beirut, hvor nogle af den arabiske verdens største tv-stationer har tilbudt ham arbejde.

Fra fængselscelle til penthouse-lejlighed
Men ifølge Wadeh har Zaidi sagt nej til alle jobtilbud.

En ting vil dog ændre sig, når Zaidi kommer ud af fængslet. Chefen for Al-Baghdadia har lovet at købe en penthouselejlighed til ham som tak for den berømmelse, Zaidi har givet tv-stationen.