Dette fly styrtede - dansk kvinde var om bord

Én dansk kvinde var om bord det Air France-passagerfly, der i morges foru­lykkede over Atlanterhavet. Det erfa­rer TV 2 Nyhederne. Flyet - en Airbus 330-200 skulle fra Rio de Janeiro til Paris, da det tilsyneladende blev ramt af lyn, som fik det til at styrte.

Tre nordmænd, én svensker og 26 tyskere står også på den liste, som Air France har offentliggjort på sin hjemmeside.

Der var i alt 228 passagerer om bord. 80 af dem var brasilianere. En tredjedel var franskmænd. Det oplyser Air France.

Sandsynligvis ramt af lyn
Flyet var pĂĄ vej fra Rio de Janeiro i Brasilien til Paris i Frankrig, da det forsvandt fra radaren.

Ifølge de franske luftfartsmyndigheder blev flyet sandsynligvis ramt af et lyn, der beskadigede flyet så kraftigt, at det efterfølgende styrtede i havet ud for det nordøstlige Brasilien.

Populær blandt danskere
Det Air France-fly, der formodes at være forulykket over Atlanterhavet, lettede fra lufthavnen i Rio de Janeiro i aftes klokken 19.00. Og netop den afgang var populær blandt europæere og også danskere. Det fortæller Lyllik Lyng, der er formand for den danske klub i Rio de Janeiro.

"Man bliver anbefalet ikke at køre ud til lufthavnen efter mørkets frembrud. Det vil sige, at ved en flyafgang klokken 19 vil man nå derud, inden det bliver mørkt. Derfor er den populær," siger Lyllik Lyng, der ikke kan sige, om der var danskere om bord på flyet.

Den værste katastrofe i ti år
Syv børn og en baby var blandt de 228 om bord. 126 af passagererne var mænd, 82 var kvinder.

Dermed er der tale om den værste flykatastrofe for et fransk selskab nogen sinde og den værste ulykke i europæisk luftfart i mere end 10 år.

Air France oplyser, at flyet sendte en besked om tekniske problemer cirka et kvarter efter en periode med stærk turbolens. Franske flyeksperter siger, at flyet fløj ind i et tordenvejr med stærk vind.

Flyet, der er af typen Airbus A330-200. Det blev taget i brug i 2005 og har fløjet godt 18.000 timer.

Den franske transportminister udelukker, at der er tale om terror eller en kapring af flyet.