Dansk felthospital bombet i Gaza

16x9

Tre af Folkekirkens Nødhjælps mobile felthospitaler i Gaza er blevet ramt af bomber. Der arbejder ingen danskere ved de mobile behandlingsfaciliteter.

"Mobilklinikkerne er fuldstændig øde­lagt. De kan ikke komme ud at køre og hjælpe de sårede, som har behov for behandling," siger Lisa Henry, kata­strofechef i Folkekirkens Nødhjælp til TV 2 NEWS.

Hun har ingen oplysninger om, at der skulle være tale om et målrettet angreb på felthospitalerne fra israelernes side.

"Missiler og bomber flyver rundt omkring, og de lander der, hvor de lander, men de humanitære konsekvenser er katastrofale, da hospitalerne er afgørende for vores redningsarbejde i området," siger hun.

Folkekirkens Nødhjælp er nu i gang med at skaffe nye biler, der kan udstyres, så de læger og sygeplejersker, der står klar, kan komme ud og arbejde i krigszonen.

Mindst 560 palæstinensere er ifølge Ritzau dræbt og 2704 såret i Gazastriben siden 27. december. Af de mindst 60 palæstinensere, som mistede livet i går, var de 13 børn.

Folkekirkens Nødhjælp har arbejdet med nødhjælp og udvikling i de palæstinensiske områder gennem de seneste 60 år.