3 fjerner roaming-afgift i flere lande

16x9

<p><em>Foto: Polfoto</em></p>

Foto: Polfoto

Danske kunder hos teleselskabet 3 kan fra på mandag ringe og sms'e løs i en række udvalgte lande uden for Danmarks grænser, uden at det giver voldsomme udslag på telefonregningen.

3 i Danmark har nemlig besluttet at fjerne roaming-afgiften i Storbritannien, Sverige, Irland, Østrig og Italien. Dermed vil prisen være den samme, uanset om man bruger sin telefon i København eller i London. Det skriver dr.dk.

Tiltaget fra 3 kommer forud for et udspil fra EU-Kommissionen, der vil ensarte og mindske roaming-afgifterne, som har været en lukrativ forretning for teleselskaberne.

-Vi ser selvfølgelig en udvikling på vej og derfor kan vi lige så godt tage hul på det og gå forrest for at vise, at det godt kan lade sig gøre, siger 3's danske direktør, Morten Christiansen ifølge dr.dk.

- Og så håber vi selvfølgelig, at det vil blive så positivt modtaget blandt både nuværende og potentielle kunder, at vi kan få dækket det umiddelbare tab, det vil medføre, siger Morten Christiansen.

Ritzau