Derfor handler 100 mio. amerikanere i dag

16x9

Hver amerikaner handler i gennemsnit for mere end 1000 kroner i anledning af sort fredag. Julen er skudt i gang

Traditionen tro starter det amerikanske julesalg dagen efter thanksgiving, og dermed indleder omkring 100 millioner amerikanere for alvor julehandlen i dag på sort fredag.

Mange amerikanske butikker har særlige slagtilbud i anledning af årets største shoppingdag, så de amerikanske forbrugere kan spare kassen, hvis de køber ind i dag.

Der er delte meninger om, hvordan begrebet Black Friday er opstået. Nogle mener, at sort fredag henviser til dagen, hvor butikkerne "går i sort", altså at de ændrer de negative røde tal på virksomhedens bundlinje til plus.

Andre tror, det stammer fra de trafikproblemer, som politiet oplever dagen efter thanksgiving på grund af de mange handlende.

Bruger en "tusse" i dag
I 2012 brugte amerikanerne omkring 61 milliarder danske kroner alene på sort fredag. Det svarer til, at hver amerikaner køber for mere end 1000 kroner alene i dag. For første gang kom internethandlen over en milliard dollar sidste år.

I USA forventer man, at mere end 140 millioner forbrugere skal ud og handle i løbet af weekenden, heraf knap 100 millioner på sort fredag. Sidste år brugte amerikanerne i løbet af hele weekenden svimlende 324 milliarder danske kroner.

Det er særligt butikker som Best Buy, Kmart og Macy's, der oplever et massivt antal forbrugere.

Sådan fejres sort fredag i Danmark
I Danmark har sort fredag endnu ikke slået sig markant fast i danskernes bevidsthed, primært fordi danskerne heller ikke i samme omfang, som eksempelvis andre amerikanske højtider som halloween og valentinsdag, fejrer thanksgiving.

Kolding Storcenter er dog et af de steder i landet, hvor de danske forbrugere kan få særlige tilbud og holder åbent indtil midnat. Også Fisketorvet i København og it-giganten Apple fejrer sort fredag herhjemme.

Tiden vil vise, om sort fredag kommer til at slå igennem på samme måde som halloween og valentinsdag i dag eller i fremtiden.