Far: Læreren fornærmede min datter

Faren, der blev dømt for at slå en lærer, føler sig uretfærdigt behandlet

Faderen, der slog en lærer under en skole-hjem-samtale på Abildgårdsko­len i Odense, er utilfreds med dommen på seks måneders ubetinget fængsel.

"Denne lærer fornærmede min datter. Og så reagerede jeg," siger Rabih Abou Khamis til Tv 2 Nyhederne.

"Jeg vil prøve at overbevise hele det danske folk om, at jeg og mit barn er blevet uretfærdigt behandlet. Vi vil have sandheden frem. Det er vigtigt for mig at min version af historien kommer frem," fortsætter han.

Det var et møde på Abildgårdskolen i Odense i oktober, der udviklede sig til et voldeligt overfald.

Faderen og hans datter i 3. klasse skulle til samtale med to lærere. Men inden de var kommet i gang, gik det galt. Ifølge de hidtidige forklaringer spyttede og slog faderen den ene lærer, ligesom han også rev ham i øjet.

"Jeg har det ikke så godt med at skulle væk fra mine børn og familie i seks måneder," siger Rabih Abou Khamis.

Rabih Abou Khamis har anket dommen.