Video: Har du set disse kunsttyve?
Kendt læge sidder allerede fængslet i sagen. Nu efterlyser politiet disse mænd
For første gang viser politiet nu billeder af to mænd, der efterlyses for at have stjålet kunst for millioner.
Billederne er optaget i et privat hjem på Frederiksberg i København, hvor tyvene ad flere omgange har brudt ind og stjålet kunstværker - det er blandt andet sket to gange i juni.
På billederne ses det, hvordan tyvene går meget målrettet efter tre Carl Henning Pedersen malerier til en samlet værdi af 1,2 millioner danske kroner.
"Vi håber meget, at der sidder nogen derude, som kan genkende disse to mænd. De er jo fuldstændig umaskerede"," siger leder af tyverigruppen ved Københavns politi, Thomas Kousgaard.
De to mænd karakteriseres således af politiet:
A:
Dansk
35-40 år
Kortklippet
Briller
Grålig joggingtrøje
Hvid t-shirt
Arbejdshandsker
Cowboy-knickers
Samt sorte sko
B:
Muligvis sydamerikansk af afstamning
Karseklippet
Mørke øjenbryn
Musketerskæg
Grålig sweater/strikketrøje
Arbejdshandsker
Kendt læge indblandet fængslet
Kunstkuppene har fået en del mediebevågenhed hen over sommeren, idet en kendt læge, der er beskyttet af navneforbud, sidder varetægtsfængslet i sagen.
"Det er rigtigt at vi har en person varetægtsfængslet i denne sag. Jeg kan ikke komme nærmere ind på hans identitet. Men det vigtige er også nu at få identificeret mændene på overvågningsbilleder. De to er dem, der har foretaget selv tyverierne, og så vil den videre efterforskning vise, om der er flere mennesker, vi skal have fat i" fortsætter Thomas Kousgaard.
De stjålne malerier er:
"Livets danser", der måler 110x130 cm og har en værdi af 400.00 kroner
"Tænksom", fra 1976, måler 110x130 cm
Samt maleriet ved navn "Uglernes kogleri" malet i 1960'erne.
Politiet har ikke noget bud på, om malerierne stadig befinder sig i Danmark.
"Der er jo rigtig mange mennesker, der har interesse i sådanne malerier - ikke mindst samlere. Men jeg kan ikke sætte mig fast på noget motiv," slutter Thomas Kousgaard.
Oplysninger i sagen kan ringes ind til Københavns Politi på telefon nummer 33141448.