Dansk læge viste porno i klinikken

16x9

En dansk læge står tiltalt for at misbruge sin stilling i Norgen

En dansk læge er tiltalt for seksuelle overgreb mod to kvinder i en lægeklinik i den nordnorske kommune Skånland, skriver Harstad Tidende.

Lægen skal blandt andet have befamlet en patient, onaneret og vist pornofilm under konsultationen. Statsadvokaten i Nordland har nu tiltalt lægen for at have skaffet sig seksuel omgang ved at misbruge sin stilling og tillids­forholdet mellem patient og læge.

Den 41-årige dansker var vikar ved et lægecenter i december 2007, da overgrebene skal have fundet sted.

Anderledes behandling af bihulen
Ifølge tiltalen foreslog lægen en kvinde i 20 års alderen, som havde bihulebetændelse, at få foretaget en gynækologisk undersøgelse, og under denne gennemførte han flere seksuelle handlinger. Lægen er også tiltalt for to dage senere at have befamlet en anden kvinde i konsultationen.

Den norske sundhedsstyrelse, Helsetilsynet, suspenderede i sidste måned lægens autorisation. Manden, der er vendt hjem til Danmark, har nægtet sig skyldig, og skal for retten i Trondenes i april.