Skyttes opråb delt tusindvis af gange: - Jeg må have ramt nogle knapper
Arne Daa Petersen arbejder som skytte ved Dyrenes Beskyttelse. Her kom kan for nyligt ud til et rålam, der var blevet bidt af en hund.
Et brækket skulderblad og en efterfølgende nødaflivning.
Det var konsekvensen for et få dage gammel rålam, da Arne Daa Petersen blev sendt ud i sit virke som skytte for Dyrenes Beskyttelse.
Rålammet var blevet bidt af en hund, der, ifølge Arne Daa Petersen, ikke var i snor.
Det sker af til, at han kommer ud til dyreunger, hvor en hund har haft fat i den.
- De fleste siger, at de har styr på deres hunde, selvom de ikke er i snor. Men bare den går lidt væk fra stien, kan det være nok til, at de oplever et eller andet. Bare hunden tager dyreungen og vil vise den til ejeren, er det nok til, at de tager skade, siger Arne Daa Petersen.
Opslag gik viralt
Arne Daa Petersen delte sin oplevelse med rålammet på Facebook i et opslag, der i skrivende stund har fået over 6.000 delinger.
- Det er eksploderede helt vildt. Jeg må have ramt nogle knapper, siger han.
Arne Daa Petersen vil med opslaget gerne opfordre til, at ejere holder deres hunde i snor, når de ikke er i en hundeskov.
- Det er især vigtigt i den her periode, hvor der er mange rålam. For de laver mange skader, siger han.
Arne Daa Petersen fortæller, at det ikke kun er hunde, men også blandt andet katte, der ofte skader dyreunger.
Og han siger, at hvis ens hund eller kat skulle få fat i et andet dyr, er det vigtigt, at man ringer til Dyrenes Beskyttelse på 1812 hurtigst muligt.
Påkørsler er også et problem
Det er dog ikke kun hunde og katte, der er et problem.
Arne Daa Petersen fortæller, at Dyrenes Beskyttelse bliver kaldt ud over 100.000 gange om året til syge eller tilskadekomne dyr.
Heraf er cirka 10-12.000 påkørsler af hjorte. Og han oplever alt for ofte, at folk kører videre efter at have ramt et dyr.
- Jeg er kommet ud til et dyr med knuste bagben, som lugtede råddent. Det havde ligget der i flere dage, uden nogen havde ringet efter os, siger han og tilføjer:
- Det er så forbandet vigtigt. Ring nu.
Arne Daa Petersen fortæller, at ved cirka en tredjedel af påkørslerne er det ikke den, der har påkørt, der ringer.
- Det er noget forbandet svineri. Det er simpelthen for dårligt. Jeg kan forstå, at man ikke selv kan gøre noget ved det. Men det mindste, man kan gøre, er at ringe 1812, siger han.
Vejdirektoratet har i år i samarbejde med Schweiss-registret, Naturstyrelsen, Miljøstyrelsen og Dyrenes Beskyttelse lavet en kampagne, der skal få flere til at ringe 1812.